Blogindlæg 1 - Julie Maimann Nielsen

2017-12-09

Blogindlæg 1.

Så nåede vi dagen, hvor fandt tiden og overskuddet til at få lavet mit første blogindlæg.
Og jeg er rigtig spændt på forløbet.

Jeg tænker at det her blogindlæg skal handle om mig, hvad jeg foretager mig, hvorfor jeg har meldt mig og ikke mindst også for at snakke om at være ung, gerne vil have en uddannelse men også have diagnoser.

Jeg er 22 år, lidt endnu. Til daglig bosat i Strøby Egede, i Ellegårdskollegiet. Og så læser jeg en professionsbachelor i pædagogik, på Absalon i Slagelse.

Da Tomas gav mig muligheden, for at være 'blogger' i et forløb, var jeg så klar på det!
Nogle har måske lagt mærke til mig, fordi jeg har været yderst aktiv og ydret min mening, i forhold til det kommunalvalg der lige er afsluttet. 

Andre kender mig slet ikke og nogle helt tredje, kender mig måske kun halvt.

Jeg blev, da jeg var omkring de 16 år, diagnosticeret med forskellige diagnoser, heriblandt Borderline og ADHD.
Jeg færdiggjorde min folkeskole i 2010. En del skoleskift skulle der til, før jeg fandt det rigtige sted.
Jeg prøvede også efterskoler, men måtte indse at jeg rigtig godt kunne lide at være hjemme hos de gamle, og ikke gå glip af noget som helst.

5 måneder før jeg skulle ud af 9 klasse, startede jeg på Erikstrupskolen.
Her åbnede der sig en helt anden verden for mig. Jeg var før skoletræt og brugte hver en undskyldning jeg kunne, for at slippe for skole. Men så vadede min matematiklærer ind - han åbnede en helt anden verden for mig. Han kunne forklare mig ting, som jeg aldrig har forstået før i tiden. Og pludseligt blev det faktisk sjovt at gå i skole.
Jeg gennemførte min 9 klasse, med fine karaktere.

10 klasse tog jeg på Ellemarken i Køge, også bestået med fine karaktere.

Og i 2012 startede jeg så på HF.

Og startede for alvor mine problematikker, i forhold til at følge med i timerne, møde op i skole og i det hele taget biddrage til tingene.

Jeg endte med efter megen pjæk, mange lån af opgaver fra kammeraterne og i det hele taget en 'slasket' holdning til min skole, at få af vide at jeg var tæt på at få sparket ud.

De endte sågar med at holde et møde, om hvor vidt jeg skulle blive på skolen eller ej.

Min eksaminer på første år, var bestemt ikke noget at skrive hjem om. Jeg dumpede både skriftlig og mundtlig matematik og et par andre eksaminer.

Da jeg er startet på 2. År på HF, er mine eksaminer begyndt stille og roligt at få sveden til at komme frem på panden, og 'Ragnarok' begynder - jeg bliver kaldt til samtale på skolen.
Jeg får af vide at hvis jeg skal bestå min afgørende eksamen, skal jeg som minimum have 4 i min hue.

'FUCK' tænkte jeg så bare. Så ikke nok med at jeg svedte rigeligt i forvejen over mine eksaminer, ja så skulle jeg også lige præstere det mere.
Udover at få overstående nyhed, bliver jeg prikket på skulderen af en bekendt der siger 'Hey du, du er godt klar over at du er berettiget til hjælp, når du har psykiske diagnoser?'
Nææææ, det vidste jeg sådan set ikke.
Mit gymnasie vidste fra start af hvilke problematikker jeg havde på daværende tidspunkt, samt hvilke diagnoser.

Så der stod jeg efter et turbulent første år, i gang med mit andet og vigtigste år og får først af vide der, at jeg er berettiget til hjælp, i form af eks. en hjælpelærer i timerne, en mentor eller en der hjalp mig med det mest basale som mine lektier, at jeg kommer op om morgen osv.
Jeg tog fat i inspektøren og så blev der langt om længe søgt gennem SU styrelsen så jeg kunne få den hjælp jeg skulle have.

Jeg valgte at have en lærer der hjalp mig med at komme op om morgen og mødtes med mig et par dage om ugen og sørgede for jeg fik lavet mine lektier og hjalp mig hvis jeg havde brug for det.
Jeg klarede den og jeg kom igennem, Ikke med jordens bedste gennemsnit, men jeg fik 10 i min hue i mundtlig engelsk på B niveau.

Nu sidder jeg .. Efter en lang kamp på HF, er jeg kommet ind på min drømmeuddannelse.
Og hvad vil jeg så med alt det her skriveri?
Jeg vil for det første fortælle, at DU, hvis du sidder derude og er ung, har diagnoser og gerne vil tage en gymnasial uddannelse - at muligheden faktisk er der, for DU er berettiget til hjælp gennem SU Styrelsen.


Og så vil jeg fortælle DIG der sidder lige nu og kæmper, på din uddannelse - at lige meget hvor hård en tid du har haft, så er der lys forenden af tunellen.