Taskforce analysen er klar - Stevns kommune dumper

2019-05-27

Her under følger taskforce analysen for Stevns kommune i sin helhed, det er direkte copy/paste.

Dog vil jeg her inden komme med mine betragtninger Skrevet med blå ( imodsætning til analysen vil jeg forsøge at gøre det kort, og jeg tager ikke alle punkter med)

Jeg vidste at Stevns kommune flere gange bryder loven, har for lange svartider og for mangelfulde sager, og flere gange udviser dårlig sagsbehandlinsskik, men at det var så grelt, det kunne jeg i min værste fantasi ikke forestille mig.

Havde det været en privat virksomhed som jeg var ejer af, så var direktøren og resten af direktionen blevet afskediget, mellemledere ligeså, og der ville i mit administrative personale været sket en kæmpe udrensning, de der kunne blive ville været blevet tvunget på efteruddannelse, sidst men ikke mindst ville jeg kigge grundigt indad og se på hvor jeg havde fejlet, og erkendt at der skulle en helt ny struktur til.

Desværre er der ikke tale om en privat virksomhed, hvor der "kun" er tale om økonomiske tab, men et sted der har med mennesker at gøre, og det er menneskelige tab der er på spil.

Jeg gad godt se om det er lige så dårligt fungerende i de andre afdelinger på kommunen, det frygter jeg desværre.

-Flere eksempler på manglende lovmedholdelighed og for lav kvalitet i sagsbehandlingen Task Forcens samlede analyse tegner overordnet et billede af, at myndighedsarbejdet i Stevns Kommune i vidt omfang er præget af langsommelighed og uensartet praksis.
Betragtning: Dette er i vid udstrækning også det billede der tegner sig, når jeg hører fra borgerne, desværre oplever jeg at politikerne i Stevns kommunegang på gang undskylder med "At der er tale om enkeltsager" uagtet at der gentagende ganger er blevet råbt op om problemet. Når rapporten bruger sætningen "vidt omfang" så er der ingenlunde tale om enkeltstående tilfælde. Samtidig fortsætter rapporten: "Kun én af de børnefaglige undersøgelser, Ankestyrelsen og VISO har set, er udarbejdet inden for 4 måneders fristen.

Der findes kun enkelte skriftlige retningslinjer for sagsarbejdet, og det sker desuden jævnligt, at udmeldinger om retningslinjer i forhold til sagsgang og samarbejdsflader ændres. Dertil kommer, at der ikke anvendes en fælles metode til faglig udredning eller til faglig sparring. Samlet set er der kultur for, at hver sagsbehandler går til sagsarbejdet ud fra en individuel tilgang og præference. 
Betragtning: Borgerne har ofte gjort opmærksom på at der ingen sammenhæng er imellem de enkelte sagsbehandlere, og at det virker som om at den enkelte sagsbehandler ikke er neutral i sin tilgang til sager, igen noget vores politikkere ofte har tilbagevist, igen gøres politikkernes tilbagevisninger til skamme! Rapporten konkludere jo netop: "Samlet set er der kultur for, at hver sagsbehandler går til sagsarbejdet ud fra en individuel tilgang og præference."

Det betyder, at myndighed ikke er med til at kvalificere kommunens opsporende indsats eller den støtte til børn i risiko, som skoler og dagtilbud tilrettelægger. 
Betragtning: Der er flere gange blevet gjort opmærksom på at forældre har søgt hjælp til deres børn, men at denne hjælp bliverafvist af kommunen, eller at kommunen mener at hjælpen skal komme i kraft af en tvangsfjernelse/anbringelse, derudover opleves det ofte, at der er institutioner (Specielt én, dette er jeg ved at undersøge) som ikke laver forebyggende arbejde, men blot indberetter til kommunen, når det er forsent.

Task Forcen opfordrer i den forbindelse Stevns Kommune til at etablere et hyppigt ledelsestilsyn i alle sager med fokus på lovmedholdelighed.
Betragtning: At der opfordres til hyppigt ledelsestilsyn med fokus på lovmedholdelighed, viser med alt tydelighed at Stevns kommune, trods 2 domme for overtrædelse af loven, ikke følger loven, når det i rapporten står så specifikt, er det fordi det ikke er undtagelsen at man ved en fejl bryder loven

I forhold til samarbejdet mellem myndighed og udfører anbefaler Task Forcen, at Stevns Kommune definerer klare rammer for, hvad der er henholdsvis myndighedssagsbehandlernes og udførernes ansvar i forbindelse med opstart, opfølgning på og afslutning af en indsats. I den forbindelse bør kommunen sikre, at handleplanen bruges som udgangspunkt for opstartsmøder, opfølgning på og afslutning af indsatser. 
Betragtning: Borgere har gentagende gange gjort opmærksom på problemerne ved mangelende samarbejd, imellem de forskellige interessenter, samt at det ofte opleves at feks. sagsbehandler overruler andre, så sagen passer til sagsbehandlers indgangsvinkel, og ikke til reelle fakta, derudover følges handleplaner ikke, når de overdrages fra en sagsbehandler til en anden.

Udviklingspunkter:
 Den sammenhængende børnepolitik udstikker ikke klar retning eller vision og kunne med fordel fokusere mere på konkrete ambitioner for kommunens børn og unge
 Den sammenhængende børnepolitik er ikke oversat i strategi eller retningslinjer, hvilket kan være medvirkende til, at politikken i lav grad giver genlyd i medarbejdernes daglige praksis.
 Kommunen gør ikke brug af ledelsesinformation i sin styring af området, og der er ikke grundlag for at kunne trække valide data til brug herfor. 
Betragtning: Punkterne her taler jo for sig selv, kommunen har ikke værktøjerne, ingen ambitioner, ingen strategi og heller ingen retningslinier, det tyder på en forvaltning og en kommene der sejler uden sejl i stormvejr.

 I afsnittet om indgribende indsatser beskrives at det er ambitionen at tilstræbe normalitet og inklusion i børn og unges liv, og det fremhæves, at børn og unge ikke skal kvalificere sig negativt til den nødvendige indsats. 
Betragtning: Jeg læser dette som en erkendelse af at Stevns Kommune generelt kun behandler sager, hvor det er for sent, dette har så den afsmittende effekt på sagsbehandler, at der ses på største delen af alle sager, som det er forsent, også selvom der måske blot er tale om et belæg for tidlig indgriben, eller med andre ord: De fleste sager der lander på skrivebordet, vil sagsbehandler læse med udgangspunkt i tvangsfjernelse/anbringelse


I selvevalueringsskemaet vurderer kommunen, at der i mindre grad er et hensigtsmæssigt politisk styringsgrundlag på børne- og ungeområdet. Det vurderes, at der ikke er et fælles strategisk fokus mellem relevante afdelinger i arbejdet med udsatte børn og unge.
Betragtning: Når er er udarbejdet politikker, skal disse være let tilgængelige, og skal være udformet således at medarbejderne tager ejerskab for dette! Politikken sættes i første omgang af politikkerne i kommunen, og det kan være svært hvis ikke sagsbehandlerne indrages i fastsættelsen af politikerne, og hvis politikerene ikke sætter sig ind hvad området dækker, og de sidste nye erfarringer på området.

I de få tilfælde, hvor der er leveret ledelsesinformation til det politiske udvalg, er der foretaget en manuel optælling af sager fra mellemleders side. Det skyldes ifølge mellemlederne, at sagsbehandlernes registreringspraksis i DUBU ikke er gearet til, at der kan trækkes valide data fra systemet.
Betragtning: Det må være politkkerne der søger for at værktøjerne er i orden, så de har valide data, når der skal tages beslutninger, det er ikke sagsbehandlers ansvar at skaffe værktøjer, de kan blot foreslå hvad der er bedst, derved har politikkerne i Stevns kommune et kæmpe medansvar i at de arbejder ud fra et forkert grundlag!
Derudover er det beskæmmende at ordet "Få" indgår i dette, ledelsesinformation skal komme i en lindstrøm, således at politikkerne har noget at forholde sig til.

Analysen viser, at Stevns Kommune ikke har nogen strategi for faglig ledelse på myndighedsområdet for socialt udsatte børn og unge............ Analysen viser videre, at ledelsesgreb såsom visitation til foranstaltninger og det halvårlige ledelsestilsyn ikke er tilstrækkeligt til at sikre lovmedholdelighed i sagerne.
Betragtning:Uden en strategi kommer man ingen vegne, og der famles i blinde, det siger sig selv, og derved er servicen for borgerne mangelfuld, eller slet ikke tilstede, at man på dette punkt heller ikke overholder lovgivningen er desværre ingen overraskelse.

.......mellemlederne, der fortæller, at der ikke er nogen overordnet plan for, hvordan de bedriver deres ledelse på området. De fortæller, at den faglige ledelse i praksis ofte foregår fra enkeltsag til enkeltsag,.........
Betragtning: Når der ikke er en fælles plan, så er det for borgene et lotteri at have kontakt til kommunen, den samme sag kan have flere forskellige udfald, og man må som borger blot håbe at man lige er havnet det sted hvor det sker retfærdigt, omvendt er det heller ikke sikkert at udfaldet er til gavn for barnet, som bliver sendt hjem, men faktisk burde have været anbragt

På de fælles onsdagsmøder er der mulighed for at tage en sag op til fælles sparring i plenum. Sagsbehandlere og mellemledere fortæller dog, at sagsbehandlerne ikke ofte benytter sig af denne mulighed. Nogle sagsbehandlere giver udtryk for, at de foretrækker sparring på enmandshånd med en mellemleder, da det kan føles sårbart at gennemgå sit arbejde i plenum. Ifølge mellemledere og sagsbehandlere foregår også en del sparring af hurtig karakter "på gangen" eller ved at man på fem minutter vender en afgrænset problemstilling i sin sag med en mellemleder. 
Betragtning: Den eneste måde at kunne udvikle sig på, er ved at turde spørge, det kan ikke nytte noget at man som sagsbehandler ikke vil rejse en sag i plenum, og få andre øjne på, dette er hverken i borgernes tarv, eller i sagsbehandlerens, der ikke får mulighed for at udvikle sig, og heller ikke bliver gjort opmærksom på evt. utilsigtede lovbrud. Hvis ikke man tør lade sig selv evaluere, hvordan kan man så evaluere borgerne ????

Task Forcen anbefaler, at Stevns Kommune holder fast i og prioriterer den fælles sparring og sagsgennemgang, der lægges op til på onsdagsmøderne. Dette skal bidrage til at ensarte sagsbehandlingen og højne kvaliteten på tværs af sagsbehandlergruppen. Det er desuden et opmærksomhedspunkt, at alle sagsbehandlere i myndighedsafdelingen har adgang til sparringen.
Betragtning: Jeg kan jo kun være enig, det viser jo også at taskforce er gået ind i kommunen med åbne øjne, og blik for alt fra paragraffer til de personlige forhold

Mellemlederne læser ikke ned i sagen eller vurderer det faglige indhold eller kvaliteten. 
Betragtning: Hvad skal vi så med mellemlederene ? Det er jo netop deres opgave for dels at tage presset fra chefen og dels råde og vejlede sagsbehandleren

Det er Task Forcens vurdering, at ICS ikke er implementeret som fælles faglig metode i sagsbehandlingen, og at manglen på en socialfaglig metode bidrager til den lave kvalitet af sagsarbejdet, som ses i sagsgennemgangen
Betragtning:...... Den lader vi lige stå et øjeblik: Den lave kvalitet af sagsarbejdet, som ses i sagsgennemgangen

Det er Task Forcens vurdering, at Stevns Kommunes håndtering af igangsættelse af forebyggende tiltag efter § 11 er langsommelig, og med fordel kan gøres mere smidig og effektiv. 
Betragtning: Herved kan man måske også dæmme op, så en sag ikke ender med anbringelse

Task Forcen bemærker, at Stevns Kommune ikke lever op til Servicelovens krav om at foretage opsøgende arbejde i forhold til kommunens gratis familieorienterede rådgivningstilbud.
Betragtning: Jeg kommer til gentage mig selv her, men det virker jo i den grad som om at man venter på at man har en sag, istedet for at man tager det opløbet, jeg ved ikke om sagsbehandlerne er bange for at starte noget op uden hold i, men der er ingen tvivl om at det bestemt ikke er i hverken barnets eller forældrenes tarv at vente

På tværs af ovenstående sagsbehandlingsskridt gælder det, at myndighedsarbejdet i Stevns Kommune i vidt omfang er præget af langsommelighed og uensartet praksis. Der går fx generelt meget lang tid før der træffes afgørelse om at iværksætte en børnefaglig undersøgelse.
Betragtning: Når sagsbehandlingstiden er så langsommelig, går det ud over børnene, dette kan man bla. se i denne sag jeg tidligere har skrevet omkring, her er børnene anbragt stadig, med begrundelsen "Nu har de været for lang tid hjemme fra til at de bare kan komme hjem"

Ankestyrelsen vurderer, at der i syv af 20 gennemgåede sager er særlige opmærksomhedspunkter i sagsbehandlingen i form af langsommelig sagsbehandling, forkerte faglige vurderinger eller særdeles mangelfuld oplysning af sagen. Der er desuden flere eksempler på, at lovgivningens krav ikke overholdes, fx idet der i flere sager mangler en aktuel børnefaglig undersøgelse eller ikke er udarbejdet en handleplan
Betragtning: Hvordan kan vi som borgere være sikre på at vores sager behandles jf. lovgivningen, og bliver bedømt ud fra reelle faglige kompetancer, svaret er ganske enkelt: i Stevns kommune kan vi ikke være sikre, vi taler altså om godt og vel 30% af sagerne her

Task Forcen vurderer eksempelvis, at det er uhensigtsmæssigt, at seksuelle overgreb kun står nævnt i den gule kategori - særligt hvis det i praksis får den betydning, at underretninger om seksuelle overgreb altid vurderes som gule. Der er et vigtigt opmærksomhedspunkt for kommunen i at sikre, at farvekategoriseringen ikke sker på bekostning af en individuel og konkret vurdering af hver underretning.
Betragtning: Det kan godt være at det bare er mig som menneske, der ikke kan forstå hvorfor at seksuelle overgreb på børn, ikke kræver et rødt mærke (kontakt inden for 24 timer), men at man mener at der sagtens kan gå op til 14 dage

VISO fremhæver desuden, at der i sagsgennemgangen er eksempler på sager, hvor der er gået så lang tid siden modtagelsen af underretningen, at de indhentede oplysninger ikke længere er aktuelle, når den børnefaglige undersøgelse skal iværksættes. 
Betragtning: Det viser med alt tydelighed, hvorfor der i kommunen findes så mange forældre der mener at beslutninger er taget på et forkert grundlag, jeg har i flere sager hørt: "Ja, det var det rigtige valg af kommunen, men nu har vi rettet op, vi fik ingen hjælp til det, men der er rettet op, og alligevel kommer vores børn ikke hjem, kommunen har dømt på et forkert grundlag

Sagsgennemgangen viser desuden, at 4-måneders fristen for udarbejdelse af den børnefaglige undersøgelse er overholdt i en af de 10 sager, hvor der ligger en aktuel børnefaglig undersøgelse. I de øvrige 9 sager er fristen overskredet med mellem 2 og 15 måneder.
Betragtning: Blot 10% af sagerne overholder tidsfristen, jeg mener jo at man som kommune bør kigge på lovens krav, og derefter søge at gøre det bedre, men hvis man fra start af ikke kan overholde fristen i 90% af sagerne, så er det op ad bakke

Samtidig viser Ankestyrelsens sagsgennemgang dog, at kommunen i 11 ud af de 17 afgørelsessager ikke har gennemført børnesamtale i overensstemmelse med servicelovens § 48. 
Betragtning: Dette er blot endnu et lovbrud af Stevns Kommune

I de sager, hvor der er udarbejdet en handleplan, vurderer VISO, at denne er af lav kvalitet, særligt idet handleplanerne ikke indeholder konkrete og målbare mål. VISO påpeger desuden, at målene i handleplanerne generelt - i de fem sager, VISO har set - udarbejdes af sagsbehandleren alene. VISO vurderer, at målene med fordel kan udarbejdes i samarbejde med barnet/den unge og familien og evt. netværket, for at sikre ejerskab og fælles forståelse af formålet med indsatsen. Det vil i praksis give bedre muligheder for, at målene nås. 
Betragtning: At søge medindragelse af familierne må være et must, det er helt basalt viden at hvis man ønsker et samarbejde og et fælles mål, så skal alle parter medindrages og tage ejerskab af sagen, langt de fleste forældre har jo et et ønske om at få deres børn hurtigt hjem, og her hjælper en handleplan der er konkret og målbar, da man jo kan følge med i hvor langt man er fra målet.


Ved sagsgennemgangen har Ankestyrelsen desuden vurderet, at det i fire af de 20 sager er usikkert, om Stevns Kommune har iværksat den relevante og tilstrækkelige støtte til barnet eller den unge. I yderligere tre sager har Ankestyrelsen vurderet, at kommunen har valgt en foranstaltning, der ikke er relevant og tilstrækkelig. Ankestyrelsen har derfor taget disse i alt syv sager op af egen drift med henblik på at vurdere, om kommunen gør det nødvendige i forhold til barnet eller den unge. 
Betragtning: Jeg er helt med på at det er mennesker der arbejder med sagerne, og at disse kan fejle, det kan ske, selvom det selvfølgelig ikke må, men når ankestyrelsen af egen drift tager 30%!!! Af sagerne op, så er den helt gal i kommunen, så mange fejl må der simpelthen ikke være, og disse sager er kun dem hvor ankestyrelsen har en formodning om at fejlsagsbehandlingen kan have en indvirkning på resultatet

Der er indkaldt til statusmøde den 23. juni 2016 på opholdsstedet, hvor sagsbehandler samtidig vil kunne tale alene med den unge. Kommunen modtager opholdsstedets statusudtalelse den 22. juni 2016, og det er anført på statusudtalelsen, at den er udarbejdet til mødet den 23. juni 2016. Mødet bliver imidlertid aflyst og afholdes først den 2. august 2016, hvilket vil sige ca. seks uger for sent
Betragtning: jeg er måske naiv, men det der undre mig er at Ankestyrelsen kun ser et problem med at tidsfristen ikke overholdes....... Hvor er problemet i at opholdsstedet bedriver dokumentfalsk (beviseligt) ved at sende udtalelsen dagen før mødet skal afholdes? Dette opdages så kun fordi det aflyses og der ender med at gå 6 uger yderligere, er det kun mig der mener at sagsbehandler burde have anmeldt indsender ?  


4.6.1 Styrker i sagsbehandlingsforløbet

Ankestyrelsen har vurderet, at der i ingen af 20 sager har været tale om særlige styrker i sagsbehandlingen. 

Betragtning: Det er skræmmende at der ud af 20 sager, ikke er en eneste hvori ankestyrelsen kan sige "Godt arbejde"





Indhold 

1 Indledning ......................................................................................................................................... 2
1.1 Læsevejledning ............................................................................................................................ 2
1.2 Præsentation af analyserapporten ....................................................................................... 4
1.3 Det videre forløb ......................................................................................................................... 5
1.4 Analysens grundlag ................................................................................................................... 5 

2 Resume og anbefalinger ............................................................................................................ 6 

3 Afrapportering på de enkelte temaer ..................................................................................... 8
3.1 Politik, strategi og styring .......................................................................................................... 8
3.2 Faglig ledelse, tidlig indsats og tværfagligt samarbejde ............................................. 12
3.3 Myndighedsarbejdet ................................................................................................................ 18 

4 Resultat af sagsgennemgang................................................................................................... 29
4.1 Baggrund og konklusioner ..................................................................................................... 29
4.2 Inddragelse af barnet eller den unge og forældremyndighedsindehaver ............ 31
4.3 Sagsoplysning og faglig udredning .....................................................................................34
4.4 Indsats .......................................................................................................................................... 38
4.5 Opfølgning .................................................................................................................................. 41
4.6 Andre forhold i sagsbehandlingen ......................................................................................43
4.7 Socialfaglig sagsgennemgang af 5 sager i Stevns Kommune ....................................44
4.8 Metode ......................................................................................................................................... 47

1 Indledning


Præsentation af Task Forcen
Satspuljepartierne blev i 2012 enige om at etablere en Task Force på området udsatte børn og unge.
Task Forcen er et samarbejde mellem Socialstyrelsen og Ankestyrelsen.
Det overordnede formål med Task Forcen er at understøtte udviklingen af kvaliteten i kommunernes sagsbehandling på børneområdet gennem rådgivning af og dialog med kommunale ledere og sagsbehandlere på børneområdet. 

Task Forcen har således til formål at fremme læring og faglig kapacitetsopbygning i kommunerne. 

Task Forcen støtter kommunerne i at styrke kvaliteten i deres sagsbehandling og dermed opnå et forbedret grundlag for at træffe korrekte afgørelser med udgangspunkt i børnenes behov. Task Forcen og dens ydelser er et tilbud, som alle kommuner kan benytte sig af.
Det er frivilligt om og i hvilket omfang, kommunerne vil benytte sig af Task Forcen.

Det er entydigt kommunernes ansvar at overholde lovgivningen på området. Det er også kommunernes ansvar at udarbejde og gennemføre en eventuel udviklingsplan på baggrund af Task Forcens analyser.

Task Forcens ydelser kan bestå af enkeltstående oplæg, der skal give viden om og indsigt i et afgrænset tema. De kan også bestå af et længerevarende forløb, hvor Task Forcen på baggrund af et analysearbejde kan rådgive og gå i dialog med ledelse og sagsbehandlere i kommunerne med henblik på at understøtte udviklingen af kvaliteten i sagsbehandlingen på børneområdet.

Et længerevarende og sammenhængende udviklingsforløb vil samle relevante rådgivningstilbud på tværs af Socialstyrelsen og Ankestyrelsen i en skræddersyet pakke til den enkelte kommune. Task Forcen består af et konsulentkorps sammensat af medarbejdere fra Socialstyrelsen og Ankestyrelsen. De allerede eksisterende tilbud i Ankestyrelsen og Socialstyrelsen vil blive tænkt ind som delelementer i et samlet udviklingsforløb efter behov og relevans. Task Forcen kan dog ikke involveres i rådgivning af borgere. 


1.1 Læsevejledning


Denne rapport præsenterer resultaterne af Task Forcens samlede analyse af Stevns Kommunes sagsbehandling på udsatte børn- og ungeområdet.

Rapporten er bygget op omkring tre kapitler: 

1. Analysens formål og datagrundlaget.
2. Resume af analysens samlede konklusioner og anbefalinger.
3. Præsentation af rapportens tre delanalyser:
              Politik, strategi, ledelse og styring
              Faglig ledelse, tidlig indsats og tværfagligt samarbejde
              Myndighedsarbejdet 

Hver af de tre delanalyser i kapitel 3 indeholder en kort introduktion og Task Forcens analyse af temaet med en vurdering af kommunens styrker og udviklingspotentialer. Vurderingen har til formål at komme frem til en række anbefalinger, der har til formål at pege på initiativer og Side 3 af 51 fokusområder, som kommunen kan arbejde videre med. Anbefalingerne skal således danne afsættet for Stevns Kommunes muligheder for at udarbejde en udviklingsplan for området.

Delanalyserne er bygget op om en række temaer. Temaerne er valgt, enten fordi det er lovbestemt, at kommunen skal have praksis for disse, eller fordi de er centrale i forhold til at sikre en god kvalitet i sagsbehandlingen og i indsatsen overfor børn og deres familier. Derudover er det i et læringsperspektiv muligt for Task Forcen at bidrage med både socialfaglige og juridiske analyser og vurderinger af kommunens indsatser og initiativer inden for disse temaer. Temaerne er ikke nødvendigvis dækkende for alle områder, hvor der kan være et udviklingsbehov. Temaerne kan beskrives således: 

Delanalyse 1: Politik, strategi og styring. 

I denne analyse vurderes der på baggrund af tre temaer. 

Den sammenhængende børnepolitik 

I vurderingerne indgår om der er udarbejdet en sammenhængende børnepolitik og om politikken er aktuel, lovmedholdelig og målbar. Der vurderes ligeledes på omfanget af politisk involvering og opfølgning, om politikken er udmøntet i retningslinjer for sagsbehandlingen og om politikken skaber sammenhæng mellem det forebyggende arbejde og indsatsen overfor udsatte børn og unge.

Øvrige styringsdokumenter 

I vurderingen indgår om kommunen har øvrige styringsdokumenter og om disse er aktuelle, lovmedholdelige og målbare. Der vurderes ligeledes på, om de øvrige styringsdokumenter er udmøntet i retningslinjer for sagsbehandlingen og om der er ledelsesmæssig opfølgning på disse.

Ledelsesinformation og styring 

I vurderingen indgår om der løbende tilvejebringes og afrapporteres på væsentlige nøgletal til den politiske ledelse, på væsentlige faktorer i arbejdet med udsatte børn og unge, og om disse informationer anvendes til kvalitetssikring og fremadrettet styring. Vurderingen bygger ligeledes på hvilken type af information der tilvejebringes og om denne systematisk videreformidles til den øvrige organisation og relevante medarbejderstab. 

Delanalyse 2: Faglig ledelse, tidlig indsats og tværfagligt samarbejde. 

I denne analyse vurderes der på baggrund af to temaer. 

Faglig ledelse og sparring 

I vurderingen indgår om kommunen har retningslinjer for, hvordan faglig ledelse og sparring understøtter kvaliteten i sagsbehandlingen, og hvorvidt disse retningslinjer er omsat til praksis. Herudover vurderes det, om ledelsesstruktur og løbende opfølgning bidrager til at sikre en ensartet sagsbehandling. 

Tidlig indsats og tværfagligt samarbejde 

I vurderingen indgår om kommunen har udarbejdet en skriftlig strategi for arbejdet med den tidlige indsats og retningslinjer for indgivelse af underretninger fra samarbejdspartnere. Det vurderes blandt andet, om kommunen har metoder og redskaber til at opspore sårbare børn og unge, og om retningslinjer herfor anvendes i praksis. Ligeledes vurderes det, om det tværfaglige samarbejde er understøttende for den tidlige indsats. 

Delanalyse 3: Myndighedsarbejdet. 

I denne analyse vurderes der på baggrund af 3 temaer.

Modtagelse af underretninger og oprettelse af en sag 

I vurderingen indgår kommunens håndtering af underretninger, om der er retningslinjer for håndteringen af underretninger og om disse anvendes i praksis. Endelig vurderes det, om der følges op på, om retningslinjerne overholdes, og om der reageres tilstrækkeligt hurtigt på underretninger. 

Udredning og inddragelse af netværk 

I vurderingen indgår om kommunen har udarbejdet retningslinjer og fælles redskaber for gennemførelse af den børnefaglige undersøgelse, og til inddragelse af barn, familie og netværk. I det omfang det er muligt, fokuseres endvidere på, hvorvidt børnefaglige undersøgelser og børnesamtaler er udarbejdet i overensstemmelse med regler og praksis, samt hvorvidt det sikres, at der sker involvering af relevant viden og andre relevante fagpersoner. 

Valg af foranstaltning, opfølgning herpå og afslutning af sag

 I vurderingen indgår om kommunen har udarbejdet retningslinjer for og fælles redskaber til udarbejdelse af handleplaner, om handleplanerne bruges som et aktivt redskab, og om barnet og familien inddrages i handleplansarbejdet. I det omfang det er muligt, vurderes det, hvorvidt handleplaner er udarbejdet i overensstemmelse med regler og praksis. I vurderingen indgår desuden, om kommunen har udarbejdet retningslinjer for, hvordan og hvornår en sag afsluttes, og om retningslinjerne er i overensstemmelse med god sagsbehandlingspraksis på området. Endelig indgår det i vurderingen, om kommunen har udarbejdet retningslinjer for planlægning og gennemførelse af det personrettede tilsyn, og i hvilket omfang de anvendes. Det vurderes, om det personrettede tilsyn gennemføres, og om der er en samtale med barnet i forbindelse med tilsynet.

1.2 Præsentation af analyserapporten 

Analyserapporten er resultatet af Task Forcens analyse af Stevns Kommunes arbejde og praksis på det specialiserede børneområde. Formålet med rapporten er at bidrage til læring og udvikling ved at identificere forhold, der styrker kommunens arbejde, og forhold der er udfordrende for kommunen. Analysen ser på muligheder for udvikling og forbedring af den daglige praksis eller de retningslinjer, som kommunen har lagt for deres arbejdsgange. På baggrund af Task Forcens analyse, og med udgangspunkt i de identificerede udfordringer, giver Task Forcen en række anbefalinger. Anbefalingerne tager udgangspunkt i aktuel viden om praksis i Stevns Kommune, og kan efterfølgende adresseres i kommunens udviklingsplan. 

De analyser og vurderinger der foretages i analysen, koncentrerer sig om de nævnte temaer jf. afsnit 1.1 og foretages på baggrund af følgende fem dimensioner:

Lovgivning:
I analysen vurderes det, om der er identificeret forhold i kommunen, som ikke fremstår i overensstemmelse med gældende regler og praksis på området. 

Kommunal divergens:
Analysen fremhæver forhold, hvor der er fremkommet divergerende oplysninger fra kommunen. Det kan være divergenser imellem udsagn fra forskellige grupper af interviewede eller resultater af forskellige dataindsamlingsmetoder. Som eksempelvis eksistens og kendskab til retningslinjer eller kommunens praksis på et område. 

Selvrapportering:
Både i selvevalueringen og interviews foretager repræsentanter for kommunen selv vurderinger af den kommunale praksis indenfor en række områder, som anvendes i analysen.

Socialfaglig vurdering:
På baggrund af den aktuelt bedste viden foretager Task Forcen, på relevante områder, en socialfaglig vurdering af kommunens praksis. Der analyseres og konkluderes alene på forhold, som understøttes af aktuelt bedste viden. 

Deskription:
I mindre udstrækning opnås igennem analysen en viden, hvor der ikke kan analyseres eller drages konklusioner ud fra de ovennævnte dimensioner. Disse forhold gengives deskriptivt i analysen. Formålet er at beskrive forhold i analysen, som kommunen selv kan tillægge vægt og eventuelt vurdere relevante for det videre arbejde med en udviklingsplan. 

1.3 Det videre forløb 

Med afsæt i Task Forcens analyse og anbefalinger beslutter Stevns Kommune, om kommunen vil udarbejde en udviklingsplan, som skal sætte rammen for et udviklingsforløb. Formålet med udviklingsplanen er at formulere klare målsætninger og succeskriterier for udviklingsforløbet. Desuden skal der mellem kommunen og Task Forcen være en fælles forståelse af opgaven, og de forpligtelser begge parter har i forløbet. 

Task Forcen udarbejder på baggrund af udviklingsplanen en samarbejdsaftale om det udviklingsforløb, der skal sikre gennemførelse af udviklingsplanen. Samarbejdsaftalen specificerer blandt andet, hvilke ressourcer kommunen skal afsætte for at Task Forcens ydelser kan gennemføres efter intentionerne samt eventuelle ydelser fra andre leverandører og aktører i udviklingsforløbet. Efter indgåelsen af samarbejdsaftalen kan de aftalte aktiviteter igangsættes. I samarbejdsaftalen indgår desuden milepæle, der skal give mulighed for at stoppe eller justere udviklingsforløbet, hvis det vurderes, at de forventede resultater ikke kan nås. 

Task Forcens bidrag til konkrete ydelser, der kan tilbydes i regi af Børne- og Socialministeriet og Ankestyrelsen, vil blive udarbejdet i dialog med Stevns Kommune. 

1.4 Analysens grundlag 

Analysen baseres på forskelligt datamateriale, som overordnet kan kategoriseres i: 

En sagsgennemgang af 20 sager fremsendt af Stevns Kommune. Sagsgennemgangen bruges til at kunne afdække, dokumentere og kvalificere udfordringer i sagsbehandlingen til brug for Task Forcens analyse og anbefalinger. Endelig bruges sagsgennemgangen som grundlag for en vurdering af forbedringer i sagsbehandlingen efter Task Forcens og kommunens egen indsats, hvis Stevns Kommune vælger at indgå i et udviklingsforløb i samarbejde med Task Forcen. I afsnittet om metode, afsnit 4.8 beskrives kriterierne for udvælgelsen af de 20 sager. 

Skriftligt materiale fremsendt af kommunen. Materialesamlingen indeholder nøgledokumenter i forhold til arbejdsgange og organisering af børn- og ungesagsbehandlingen i Stevns Kommune. 

To selvevalueringer udfyldt af Stevns Kommune. Selvevalueringerne indeholder en række temaer, som Task Forcen har vurderet kan have betydning for kommunens praksis på børne- og ungeområdet. Selvevalueringerne er drøftet og udfyldt på en temadag med Task Forcen. Task Forcen har, i forbindelse med temadagen, ydet vejledning i forhold til tolkning af selvevalueringernes spørgsmål.

  En række semistrukturerede kvalitative gruppeinterviews med børne- og unge sagsbehandlere, mellemledere af myndighedsafdelingen, centerchef og direktør på området, udførere, stab, skole- og daginstitutionsledere samt repræsentanter fra PPR og sundhedsplejen fra Stevns Kommune.

De interviewede kan, uanset deres organisatoriske placering, kun udtale sig om udfordringerne i sagsarbejdet set ud fra deres eget perspektiv. Det følger heraf, at de fremhævede problemstillinger ikke nødvendigvis fremstår lige tydeligt eller betydelige i alle dele af organisationen, og brugen af disse er derfor alene Task Forcens ansvar.

2 Resume og anbefalinger 

Denne rapport indeholder en analyse af myndighedsarbejdet på udsatte børn- og ungeområdet i Stevns Kommune. Rapporten er udarbejdet af Task Forcen på området udsatte børn og unge. Rapporten er udarbejdet på baggrund af skriftligt materiale fra Stevns Kommune, interviews med en række aktører i kommunen samt en juridisk og socialfaglig sagsgennemgang gennemført af henholdsvis Ankestyrelsen og VISO i Socialstyrelsen.

Dette resume præsenterer analysens overordnede konklusioner samt anbefalinger, som kan drages på tværs af rapportens kapitler. Hvert kapitel indeholder en sammenfatning af de identificerede styrker og udviklingspunkter samt Task Forcens anbefalinger for det tema, som det enkelte kapitel belyser. 

Flere eksempler på manglende lovmedholdelighed og for lav kvalitet i sagsbehandlingen Task Forcens samlede analyse tegner overordnet et billede af, at myndighedsarbejdet i Stevns Kommune i vidt omfang er præget af langsommelighed og uensartet praksis. Der går fx generelt meget lang tid, før der handles på underretninger, der ikke vurderes akutte. Som følge heraf går der ligeledes lang tid, før der træffes afgørelse om at iværksætte en børnefaglig undersøgelse - og herefter tager det lang tid at udarbejde undersøgelsen. Kun én af de børnefaglige undersøgelser, Ankestyrelsen og VISO har set, er udarbejdet inden for 4 måneders fristen. 

Ankestyrelsen vurderer, at der i syv af 20 gennemgåede sager er særlige opmærksomhedspunkter i sagsbehandlingen i form af langsommelig sagsbehandling, forkerte faglige vurderinger eller særdeles mangelfuld oplysning af sagen. Der er desuden flere eksempler på, at lovgivningens krav ikke overholdes, fx idet der i flere sager mangler en aktuel børnefaglig undersøgelse. Flere datakilder peger på, at der i mange sager mangler en handleplan, og at handleplanerne - i de sager, hvor de foreligger - indeholder nogle meget overordnede mål, som det er svært at følge op på. 

For lav grad af retning og styring af området
Stevns Kommune har en sammenhængende børnepolitik, men den formår ikke at udstikke en klar retning eller vision og bakkes ikke op af hverken mundtlig eller skriftlig strategi for hvordan politikken udmøntes i praksis. Der findes kun enkelte skriftlige retningslinjer for sagsarbejdet, og det sker desuden jævnligt, at udmeldinger om retningslinjer i forhold til sagsgang og samarbejdsflader ændres. Dertil kommer, at der ikke anvendes en fælles metode til faglig udredning eller til faglig sparring. Samlet set er der kultur for, at hver sagsbehandler går til sagsarbejdet ud fra en individuel tilgang og præference. 

Der genereres og efterspørges ikke ledelsesinformation for sagsarbejdet, hvilket besværliggør både sagsbehandlers, lederes og politisk udvalgs muligheder for overblik over området. Overordnet er det Task Forcens vurdering, at området er præget af en lav grad af retning og styring, hvilket reflekteres i den lave kvalitet i sagsbehandlingen, som ses i sagsgennemgangen og i rådgivernes uensartede tilgang til sagsbehandlingen. 

Vanskeligt tværfagligt samarbejde - både om den tidlige forebyggende indsats og i forhold til foranstaltninger 
Hvad angår samarbejdet om den tidlige forebyggende indsats tegner analysen et billede af en myndighedsafdeling, der i lav grad indgår i samarbejde med almenområdet. Myndighedsafdelingen er ikke repræsenteret i de tværfagligt sammensatte distriktsteams, der tilbyder sparring om børn i risiko for social udsathed til lærere og pædagoger i kommunen. Det betyder, at myndighed ikke er med til at kvalificere kommunens opsporende indsats eller den støtte til børn i risiko, som skoler og dagtilbud tilrettelægger. En fleksibel og langsommelig visitationsproces forankret i myndighedsafdelingen er desuden med til at forlænge kommunens reaktionstid for igangsættelse af indsatser til tidligt opsporede problematikker. 

Det tværfaglige samarbejde om børn, der modtager en foranstaltning, bærer præg af uklare samarbejdsflader imellem myndighed og udfører. Eksempelvis bruges handleplanen - i det omfang den foreligger på sagerne - kun i meget begrænset omfang som afsæt for tilrettelæggelsen af og opfølgningen på en indsats. Samarbejdet bærer også præg af uklar ansvarsfordeling i forhold til bestiller- og udfører-rollerne mellem sagsbehandlere og udførere.

2.1 Anbefalinger 

På baggrund af analysen giver Task Forcen en række konkrete anbefalinger, som præsenteres i hvert kapitel i forbindelse med den analyse, den konkrete anbefaling udspringer af. I dette afsnit sammenfattes de væsentligste anbefalinger under nogle overordnede temaer.

Hurtigere, mere ensartet og lovmedholdelig sagsbehandling i alle sager
Task Forcens primære anbefaling på kort sigt er, at Stevns Kommune sætter ind for at sikre en hurtigere, mere ensartet og lovmedholdelig sagsbehandling. Det kræver en høj grad af ledelsesmæssigt fokus og opfølgning, en mere smidig sagsgang fra underretning til igangsættelse af foranstaltning, samt fælles retningslinjer for sagsarbejdet. Task Forcen opfordrer i den forbindelse Stevns Kommune til at etablere et hyppigt ledelsestilsyn i alle sager med fokus på lovmedholdelighed.

Det er endvidere et væsentligt opmærksomhedspunkt, at kommunen hurtigst muligt får udarbejdet de børnefaglige undersøgelser, der er truffet afgørelse om, samt får udarbejdet mål og handleplaner i alle foranstaltningssager. 

Tydeligere retning på området og højere kvalitet i sagsbehandlingen 
På den længere bane er det Task Forcens anbefaling, at Stevns Kommune arbejder målrettet med at højne kvaliteten i sagsbehandlingen. Nyttige greb i den retning kan være reimplementering af ICS som fælles faglig metode, udarbejdelse af skriftlige retningslinjer for arbejdsgange og etablering af fælles faglig sagssparring eller -gennemgang. Det anbefales endvidere at den sammenhængende børne- og ungepolitik kvalificeres og understøttes af en strategi og en plan for implementering af politikkens værdier i det daglige arbejde. 

For at styrke styringen af området er det også anbefalingen, at der etableres praksis for stringent dataindtastning i DUBU og fast procedure for træk af ledelsesinformation, så det løbende er muligt for ledelse og politisk udvalg at orientere sig i fremdriften i sagerne. 

Styrket samarbejde og praksis omkring den tidligt forebyggende indsats samt med udførerleddet 
Det er Task Forcens vurdering, at en god del af infrastrukturen til at levere en tidlig forebyggende indsats for børn og unge i risiko for social udsathed allerede er veletableret gennem arbejdet i kommunens distriktsteams. Task Forcen anbefaler, at myndighedsafdelingen integreres i distriktsarbejdet, og at faste repræsentanter fra afdelingen indgår i de fire distriktsteams sammen med PPR og sundhedsplejen. For at sikre let og hurtig adgang til en tidlig forebyggende indsats er det anbefalingen, at visitationsproceduren til indsatser efter § 11 smidiggøres og ventetiden til disse indsatser nedbringes. Det anbefales også, at kommunens indsats omkring åben anonym familieorienteret rådgivning skærpes.

I forhold til samarbejdet mellem myndighed og udfører anbefaler Task Forcen, at Stevns Kommune definerer klare rammer for, hvad der er henholdsvis myndighedssagsbehandlernes og udførernes ansvar i forbindelse med opstart, opfølgning på og afslutning af en indsats. I den forbindelse bør kommunen sikre, at handleplanen bruges som udgangspunkt for opstartsmøder, opfølgning på og afslutning af indsatser. 

Endelig anbefaler Task Forcen, at man generelt systematiserer inddragelsen af tværfaglig viden hele vejen igennem den faglige udredning - fx ved i højere grad at gøre brug af netværksmøder, hvor tværfaglige samarbejdspartnere deltager.

3 Afrapportering på de enkelte temaer 

3.1 Politik, strategi og styring
Task Forcen fokuserer i denne delanalyse på det politiske ejerskab og styring af området for socialt udsatte børn og unge. I analysen vurderes det, hvorvidt den sammenhængende børnepolitik og eventuelle styringsdokumenter er aktuelle, lovmedholdelige og retningsgivende. Der vurderes også om politikken er formidlet, kendt og anvendt af de relevante fagpersoner. Under ledelsesinformation og styring vurderer Task Forcen om kommunen løbende tilvejebringer og afrapporterer på væsentlige nøgletal til den politiske ledelse, og om disse informationer anvendes til kvalitetssikring og fremadrettet styring. Task Forcens vurderinger bygger ligeledes på, hvilken type af informationer der tilvejebringes, og om denne systematisk videreformidles til den øvrige organisation og relevante medarbejderstab. 

Task Forcens analyse af Politik, strategi og styring viser sammenfattende, at Stevns Kommunes sammenhængende børne- og ungepolitik i lav grad formår at udstikke en overordnet retning for arbejdet på området. Manglende implementering af politikken bidrager til, at der ikke er ejerskab til den blandt kommunens medarbejdere, hvorfor politikken i mindre omfang sætter sig spor i kommunens arbejde på børne- og ungeområdet. Analysen viser videre, at kommunen ikke gør brug af ledelsesinformation i sin styring af området. Hverken fra mellemlederniveau, øverste ledelse eller politisk hold efterspørges regelmæssig ledelsesinformation om eksempelvis overordnede sagstal eller overholdelse af frister på myndighedsområdet. Analysen viser også, at der i kommunen ikke er kapacitet til at kunne trække relevant data fra det elektroniske sagsbehandlingssystem. 

Styrker:
 Medarbejdere og mellemledere efterspørger en politik og en strategi, der kan være retningsgivende for deres arbejde.
 Der er planer om at udarbejde ny politik på området 

Udviklingspunkter:
 Den sammenhængende børnepolitik udstikker ikke klar retning eller vision og kunne med fordel fokusere mere på konkrete ambitioner for kommunens børn og unge
  Den sammenhængende børnepolitik er ikke oversat i strategi eller retningslinjer, hvilket kan være medvirkende til, at politikken i lav grad giver genlyd i medarbejdernes daglige praksis.
 Kommunen gør ikke brug af ledelsesinformation i sin styring af området, og der er ikke grundlag for at kunne trække valide data til brug herfor. 

Task Forcen anbefaler at Stevns Kommune:
 i forbindelse med den planlagte børne- og ungepolitik udarbejder og implementerer en strategi for hvordan arbejdet i kommunen kan støtte op omkring politikkens mål og værdier.
 understøtter at politisk udvalg og ledelse løbende har indsigt i fremdrift og lovmedholdelighed og benytter ledelsesinformation aktivt i styringen af området.
 etablerer system for at indhente og formidle ledelsesinformation, herunder:
    o etablerer faste arbejdsgange og procedurer der sikrer, at medarbejdere indtaster korrekt og ensartet i DUBU
   o etablerer faste arbejdsgange og procedurer der sikrer, at mellemledere, øverste ledelse og politikere jævnligt via ledelsesinformation opdateres på udviklingen på området 

Uklar børne- og ungepolitik og manglende implementering 
Stevns Kommunes sammenhængende børne- og ungepolitik blev vedtaget i starten af 2017, og har til hensigt at synliggøre sammenhæng og strategi for kommunens almene og særlige tilbud til børn og unge. Politikken indeholder hvad der beskrives som fire generelle værdier, som arbejdet med børn og unge i kommunen bør tage udgangspunkt i:

 Stevns Kommune er overskuelig - det skal indsatser, forløb og samarbejde også være.
 I alt hvad vi gør, er deltagelse og involvering i fællesskabet for børn og unge med særlige behov i fokus.
 Vi skal hele tiden fastholde vores nysgerrighed på ny viden og forskning - og lade det udfordre vores praksis.
 Vi skelner mellem forebyggelse, tidlige indsatser og indgribende indsatser. 

Herefter beskrives i politikken de tre niveauer forebyggelse, tidlige indsatser og indgribende indsatser. Den mere indgående beskrivelse af de tre niveauer udgøres af en blanding af hensigtserklæringer, forudsætninger og beskrivelser af praksis på retningslinjeniveau. Afsnittet om forebyggelse bevæger sig fortrinsvist på et overordnet plan, hvor der er fokus på at skabe og videreudvikle et fælles børnesyn, og hvor det pointeres at indsatsens fokus altid bør være på børn og unge. Afsnittet om tidlige indsatser handler mere om rammerne for indsatserne, såsom at omdrejningspunktet for tidlige indsatser er distriktssamarbejde og netværksmøder, og at det tværfagligt sammensatte Modtageteam altid er tilgængeligt, og at der bør gøres brug af mulighederne for at udveksle personfølsomme oplysninger. I afsnittet om indgribende indsatser beskrives at det er ambitionen at tilstræbe normalitet og inklusion i børn og unges liv, og det fremhæves, at børn og unge ikke skal kvalificere sig negativt til den nødvendige indsats. 

Af det fremsendte materiale fremgår det, at Stevns Kommune ikke har udarbejdet strategipapirer for, hvordan den sammenhængende børne-og ungepolitik kan udmøntes i praksis. Der er heller ikke opstillet konkrete mål for, hvordan eller hvornår politikken anses for opnået.

I selvevalueringsskemaet vurderer kommunen, at der i mindre grad er et hensigtsmæssigt politisk styringsgrundlag på børne- og ungeområdet. Det vurderes, at der ikke er et fælles strategisk fokus mellem relevante afdelinger i arbejdet med udsatte børn og unge. Det nævnes endvidere i selvevalueringen, at arbejdet med at implementere politikken forestår. På tværs af interviews fremgår det, at der for nyligt har været taget hul på implementeringsarbejdet, og at der er gennemført workshops med parterne fra almenområdet som forberedelse til at udarbejde en implementeringsplan, men dette arbejde er nu sat på stand by. 

Fra interviewene med sagsbehandlerne er det indtrykket, at der ikke er ejerskab til politikken, og at værdierne i lav grad er at genfinde i den daglige sagsbehandlings- og samarbejdspraksis. Blandt sagsbehandlerne er der overordnet set kendskab til, at der findes en politik, men flertallet kan ikke umiddelbart fremføre indholdet af den og oplever ikke, at den sætter aftryk på deres arbejde. Samarbejdsparter på almenområdet kender i overordnede termer til politikken, og fra dem lyder det, at det er svært at være uenig i politikkens overordnede budskab. Det er deres vurdering, at politikken i lavere grad har medført ændringer i forhold til deres praksis, da organiseringen og arbejdsgange omkring distrikts- og modtagelsesteam var indført forud for politikkens tilblivelse. Den sammenhængende børne- og ungepolitik har således ikke givet anledning til udarbejdelse af retningslinjer for arbejdet på området hverken på myndigheds- eller almenområdet. Medarbejdere på almenområdet kritiserer i interviewet, at helt konkrete punkter i politikken, såsom at arbejde evidens-orienteret og koordinere indsatser og samarbejde omkring udsatte børn og unge, ikke er gennemført. På tværs af interviews understreges det, at politikken ikke er blevet implementeret, og man savner en proces, som kan underbygge, at værdierne og retningen kan sætte præg på det daglige arbejde og samarbejde. 

Det er Task Forcens vurdering, at der blandt kommunens medarbejdere er beskedent ejerskab til politikken, og at politikken ikke er bragt i spil som et retningsgivende styringsredskab. Task Forcen vurderer, at manglen på strategi og implementering af politikken er medvirkende til, at politikken i så lav grad fungerer som retningsgivende. Task Forcen vurderer endvidere, at den sammenhængende børne- og ungepolitik ikke udstikker en klar retning eller vision for området. For eksempel retter politikken fokus mod selve tilgangen til arbejdet med børn og unge snarere end at opsætte mål og ambitioner for de børn og unge, politikken vedrører. Endelig er det Task Forcens vurdering, at den inkonsekvente beskrivelse af niveauerne under forebyggelse, tidlige indsatser og indgribende indsatser, der består af hensigtserklæringer, forudsætninger og beskrivelser af praksis på retningslinjeniveau, er forvirrende, og gør det svært at konkretisere og bruge politikken som retningsgivende. Dette gør sig især gældende for beskrivelsen af forebyggende indsatser, der udelukkende går på beskrivelser af rammerne for det tværfaglige samarbejde, der skal støtte op om selve indsatserne. 

Samlet set er det Task Forcens vurdering, at den sammenhængende børne- og ungepolitik som helhed ikke formår at udstikke en overordnet retning for arbejdet på området, og blot i mindre omfang sætter sig spor i kommunens arbejde på børn- og ungeområdet.

Det skal i forbindelse med dette afsnit nævnes, at man fra øverste ledelsesniveau i kommunen har planlagt udvalgsarbejde med at udarbejde en ny politik på området. 

Ingen ledelsesinformation på myndighedsområdet 
Fra interviewene står det klart, at der i Stevns Kommune ikke har været tradition for at trække ledelsesinformation på myndighedsområdet. Hverken fra mellemlederniveau, øverste ledelse eller politisk hold efterspørges regelmæssigt information om for eksempel overordnede sagstal eller overholdelse af frister på myndighedsområdet. Den øverste ledelse understreger i interview, at den lave grad af efterspørgsel af ledelsesinformation ikke skal ses som tegn på manglende politisk og ledelsesmæssig interesse for området. Det fremhæves således, at det politiske udvalg har fokus på at styrke området udsatte børn og unge, og at der løbende er tilført ressourcer til opnormering på myndighedsområdet. 

I de få tilfælde, hvor der er leveret ledelsesinformation til det politiske udvalg, er der foretaget en manuel optælling af sager fra mellemleders side. Det skyldes ifølge mellemlederne, at sagsbehandlernes registreringspraksis i DUBU ikke er gearet til, at der kan trækkes valide data fra systemet. Også i selvevalueringen vurderer kommunen, at der mangler mulighed for og kapacitet til at indhente oplysninger om tal og data. I interviewene bekræfter sagsbehandlerne ligeledes, at deres indtastninger i DUBU ikke er af en sådan kvalitet, at de kan bruges til pålidelig ledelsesinformation. Af interviewet med kommunens økonomiske stab fremgår det videre, at ej heller økonomidata for foranstaltninger ville kunne omsættes til brugbar ledelsesinformation. Det skyldes, at der findes oversigter over udgifterne til de foranstaltninger, der tilkøbes udenfor kommunens eget regi, men ikke oversigter over omfanget af foranstaltningsydelser rekvireret i kommunens Familiehus. Der findes altså ikke et samlet overblik over omfang eller bekostning af foranstaltninger, som kommunen har igangsat for børn og unge med behov for særlig støtte. 

I selvevalueringen lyder vurderingen, i overensstemmelse med interviewene, at der i Stevns Kommune i mindre grad er den nødvendige ledelsesinformation til at sikre løbende faglig og økonomisk styring og udvikling på børne-og ungeområdet. 

Task Forcen er enig i kommunens vurdering i selvevalueringen. Task Forcen vurderer, at Stevns kommune med fordel kan arbejde på at tilvejebringe og dele ledelsesinformation for eksempel i form af overordnede sagstal og overblik over overholdelse af frister. Tilgængelig og præcis ledelsesinformation vil kunne understøtte styringen og tilrettelæggelsen af sagsbehandlingen på udsatte børn- og ungeområdet og derigennem højne kvaliteten af sagsbehandlingen. Det er i den forbindelse et opmærksomhedspunkt, at alle sagsbehandlere oplæres i at indtaste korrekt i DUBU, og at der løbende er ledelsesmæssigt fokus og opfølgning på sagsbehandlerenes datadisciplin. 

Endelig er der et generelt opmærksomhedspunkt for Stevns Kommune i at sikre implementering af ledelsesmæssige beslutninger og projekter.

3.2 Faglig ledelse, tidlig indsats og tværfagligt samarbejde 

Task Forcen fokuserer i denne delanalyse på, hvorvidt kommunen har en strategi for, hvordan faglig ledelse og sparring understøtter kvaliteten i sagsbehandlingen, og hvorvidt denne strategi er omsat til praksis. Herudover vurderes det, om ledelsesstrukturen og løbende opfølgning bidrager til at sikre en ensartet sagsbehandling. I vurderingen indgår ligeledes om kommunen har udarbejdet en skriftlig strategi for arbejdet med den tidlige indsats og retningslinjer for indgivelse af underretninger fra samarbejdspartnere. Det vurderes blandt andet, om kommunen har metoder og redskaber til at opspore sårbare børn og unge, og om retningslinjer herfor anvendes i praksis. Ligeledes vurderes det, om det tværfaglige samarbejde er understøttende for den tidlige indsats. 

Analysen viser, at Stevns Kommune ikke har nogen strategi for faglig ledelse på myndighedsområdet for socialt udsatte børn og unge. Hverken den faglige sparring eller ledelsestilsyn giver anledning til kvalitetssikring af sagsbehandlernes arbejde, og da den faglige sparring fortrinsvist foregår individuelt, genereres der ikke fælles læring heraf. Der praktiseres ikke efter en fælles faglig metode, og der er ikke mange skriftlige retningslinjer, som kan støtte sagsbehandlerne i tilgangen til deres arbejde. Som resultat heraf er arbejdet præget af individuel tilgang til sagsarbejdet og en høj grad af uensartethed i sagsbehandlingen. Analysen viser videre, at ledelsesgreb såsom visitation til foranstaltninger og det halvårlige ledelsestilsyn ikke er tilstrækkeligt til at sikre lovmedholdelighed i sagerne. 

I forhold til den tidlige forebyggende indsats viser analysen, at Stevns Kommune har en velforankret tværfaglig rådgivningsindsats, hvor PPR og sundhedsplejen yder sparring til skoler og dagtilbud om opsporing af og støtte til børn i risiko for social udsathed. Myndighedsafdelingen deltager ikke i dette arbejde. Analysen viser videre, at der i kommunen er lang reaktionstid fra en problematik opspores til der iværksættes støtte, og at der ikke udføres opsøgende arbejde i forhold til at tilbyde familieorienteret rådgivning efter § 11 stk. 1 og 2. 

Styrker: 
 Motivation og engagement blandt sagsbehandlere i forhold til at arbejde mere systematisk med øget fokus på kvalitet og ud fra klare retningslinjer for sagsarbejdet.
 Det opsporende og forebyggende arbejde i skoler og dagtilbud understøttes af tværfagligt distriktsteam, der lader til at være godt forankret på tværs af almenområdet.
  Ledelsen i skoler og dagtilbud har fokus på opsporing og børns trivsel - og der er opbakning omkring, at lærere og pædagoger spiller en aktiv rolle i en forebyggende indsats på baggrund af rådgivning fra distriktsteamet. 

Udviklingspunkter:
 Utilstrækkeligt ledelsesmæssigt fokus på den faglige kvalitet i form og indhold i sagerne
 Fælles fora for faglig sparring bruges for sjældent og ikke metodisk konsekvent. Der bruges meget tid på individuel sparring
 Der praktiseres ikke efter en fælles socialfaglig metode i sagsbehandlingen
 Uklarhed om retningslinjer for sagsarbejdet:
   o Kun et fåtal af skriftlige retningslinjer
   o Mundtlige udmeldinger for arbejdsgange ændres jævnligt 
   o Ingen formel eller konsistent oplæring af nye medarbejdere 
 Mellemlederne har vanskeligt ved at prioritere tid til at planlægge fælles faglig og ledelsesmæssig retning og savner ledelsesmæssige input og sparring hertil. 
 Myndighedsrådgivere indgår ikke i distriktssamarbejde. Myndighedsafdelingen står generelt svagt ift. samarbejde med skoler og dagtilbud og i samarbejde og koordinering med deres kollegaer i PPR og Sundhedsplejen. 
 Visitationsproces i Modtageteam langsommeliggør iværksættelse af forebyggende støtte 
 Der udføres ikke opsøgende arbejde i forhold til at tilbyde familieorienteret rådgivning efter § 11 stk. 1 og 2 


Task Forcen anbefaler at Stevns Kommune:
 skaber rammer for fælles læring i teamet gennem sagssparring og sagsgennemgang i plenum efter samme form og samme metode.
 re-implementerer ICS som fælles faglig metode i sagsbehandlingen, herunder sikrer at alle medarbejdere har grundlæggende kompetencer til at anvende metoden.
 sikrer at ledelsen løbende har indblik i kvaliteten af sagsarbejdet og handler ved manglende lovmedholdelighed - fx gennem visitationsudvalget eller ledelsestilsyn.
 sikrer formel og konsistent oplæring af nye medarbejdere i blandt andet DUBU og ICS.
 sikrer at sagsbehandlerne kender til ledelsens definition af god faglig praksis i sagsprocessen, blandt andet i form af fælles skriftlige retningslinjer og konsistente mundtlige udmeldinger
 udarbejder en strategi for faglig ledelse af området, og understøtter den med ledelsesmæssigt fokus og opfølgning både på mellemleder og centerchef-niveau.
 finder en form hvor myndighed kan indgå i distriktsteamet og styrke samarbejdet både med kollegaerne i PPR og sundhedsplejen og med skoler og dagtilbud.
 etablerer mere smidig adgang til forebyggende tiltag  sikrer at tilbuddet om familieorienteret rådgivning efter § 11 stk. 1 og 2 reelt er tilgængeligt, åbent og med mulighed for anonymitet, samt at kendskabet til tilbuddet udbredes igennem opsøgende arbejde 

Faglig ledelse fra sag til sag 
Stevns Kommune har hverken en mundtlig eller skriftlig udformet strategi for, hvordan faglig ledelse og sparring understøtter kvaliteten i sagsbehandlingen. Dette fremgår af interview med mellemlederne, der fortæller, at der ikke er nogen overordnet plan for, hvordan de bedriver deres ledelse på området. De fortæller, at den faglige ledelse i praksis ofte foregår fra enkeltsag til enkeltsag, og at de har vanskeligt ved at prioritere tid til ledelsesmæssig strategisk planlægning. Mellemlederne efterspørger støtte til og feed back på deres ledelsesrolle fra de øvre ledelsesniveauer og savner konkrete udmeldinger for forventningerne til deres styring af området. 

Mellemlederne fortæller, at deres faglige ledelse overordnet set finder sted gennem faglig sparring, halvårligt ledelsestilsyn, prioritering af sager i særlige situationer og i forbindelse med  visitation til foranstaltninger. Dertil kommer et lille antal skriftlige retningslinjer samt mundtlige udmeldinger om hvordan visse procedurer eller sagsskridt bør foregå. 

Høj grad af individuel faglig sparring - lav grad af fælles læring
Analysen viser, at nogle sagsbehandlere modtager en del individuel sparring, mens andre stort set aldrig sparrer med mellemlederne. På de fælles onsdagsmøder er der mulighed for at tage en sag op til fælles sparring i plenum. Sagsbehandlere og mellemledere fortæller dog, at sagsbehandlerne ikke ofte benytter sig af denne mulighed. Nogle sagsbehandlere giver udtryk for, at de foretrækker sparring på enmandshånd med en mellemleder, da det kan føles sårbart at gennemgå sit arbejde i plenum. Ifølge mellemledere og sagsbehandlere foregår også en del sparring af hurtig karakter "på gangen" eller ved at man på fem minutter vender en afgrænset problemstilling i sin sag med en mellemleder. Modtageteamet deltager ikke på onsdagsmøderne og fortæller i interviews, at de oplever begrænsede muligheder for sparring med mellemleder. 

Det er en generel tendens i interviewene, at sagsbehandlerne efterspørger mere sparring fra mellemlederne nogle på enkeltmandshånd og andre i plenum. Mellemlederne fortæller, at de gerne vil vende kulturen, så sparringen i højere grad finder sted i plenum, men anerkender samtidig, at nogle rådgivere er usikre og kan have brug for den støtte og oplæring, der ligger i en individuel sagssparring. Den individuelle sagssparring bruges således også som en slags oplæring af nye eller nyuddannede medarbejdere, og handler ifølge mellemlederne ofte om, hvordan man håndterer myndighedsrollen, laver mødeledelse mv., snarere end om systematikken i sagsbehandlingen. Mellemlederne fortæller også, at nogle sagsbehandlere aldrig efterspørger, og derfor aldrig modtager, sparring. Det er således indtrykket, at der er stor forskel på, hvor tæt faglig ledelse og sparring den enkelte medarbejder oplever fra mellemlederhold. 

I selvevalueringen fremhæves det, at den fælles sagssparring, der nogle gange finder sted på onsdagsmøderne, søges gennemført efter en bestemt spørgeramme, og at man ofte anvender genogram når en sag gennemgås i fællesskab. Ifølge interviews følger den fælles sparring ikke en bestemt socialfaglig metode, såsom at gennemgå en sag med ICS-magneterne på tavlen, selv om det nævnes, at det er blevet gjort enkelte gange med succes. I selvevalueringen vurderes det desuden overordnet, at der i nogen eller mindre grad er en hensigtsmæssig faglig ledelse og faglig sparring på børne- og ungeområdet. 

Det er Task Forcens vurdering, at mellemledere bruger en stor del af deres tid på individuel og ikke-struktureret sagssparring. Det er indtrykket, at især sagsbehandlerne i børne- og ungeteamsene gør brug af mulighederne for individuel sparring og er glade for mellemledernes tilgængelighed i den henseende. Samtidig er det indtrykket, at nogle af sagsbehandlerne ikke modtager faglig sparring og at den sparring, der gives, idet den ikke følger en bestemt socialfaglig metode eller systematik, ikke bidrager til fælles læring og ensartet praksis blandt sagsbehandlerne. Task Forcen ser det på baggrund heraf som et opmærksomhedspunkt, om den faglige sparring har tilstrækkelig systematisk eller socialfaglig metodisk indhold. 

Task Forcen anbefaler, at Stevns Kommune holder fast i og prioriterer den fælles sparring og sagsgennemgang, der lægges op til på onsdagsmøderne. Dette skal bidrage til at ensarte sagsbehandlingen og højne kvaliteten på tværs af sagsbehandlergruppen. Det er desuden et opmærksomhedspunkt, at alle sagsbehandlere i myndighedsafdelingen har adgang til sparringen. Sparringen bør foretages konsekvent og med udgangspunkt i fælles socialfaglig metode, således at den kan bidrage til en faglig opkvalificering af sagsbehandlerne og øget kvalitet i sagsbehandlingen. 

Ledelsestilsyn og visitationsproces kan bringes bedre i spil som styringsredskaber Mellemlederne fortæller i interview, at de bruger greb som ledelsestilsyn og visitationsproces til at få indsigt i og forsøge at styre lovmedholdelighed på enkeltsagsniveau.

Ledelsestilsynet er for nyligt lavet om, og mellemlederne fortæller, at der nu føres tilsyn to gange årligt, hvor mellemlederen sammen med den enkelte sagsbehandler gennemgår vedkommendes sagsstamme. Gennemgangen foregår efter et skema, og fokus er på lovmedholdeligheden i sagerne: er der udarbejdet børnefaglig undersøgelse og handleplan? Har der været afholdt børnesamtale? Og hvornår har der sidst været opfølgning? 

Mellemlederne fortæller, at der er tale om et overordnet ledelsestilsyn i den forstand, at sagerne gennemgås ud fra opslag i DUBU - selve sagsakterne åbnes i udgangspunktet ikke. Et svagt punkt ved dette er ifølge mellemlederne, at overskrifterne i DUBU ikke altid er retvisende i forhold til, om aktiviteterne rent faktisk er gennemført. Indimellem tager mellemlederne stikprøver for at tjekke op på dette.

Mellemlederne læser ikke ned i sagen eller vurderer det faglige indhold eller kvaliteten. 

Både i selvevalueringen og i interview giver sagsbehandlerne udtryk for, at de synes det ledelsesmæssige tilsyn er overfladisk, idet der ikke ydes sparring på indhold eller form af sagerne. 

Et andet ledelsesgreb i kommunen er visitationsudvalget, hvor indstillede foranstaltninger efter § 52 skal godkendes inden de sættes i værk. Visitationsudvalget for forebyggende foranstaltninger består af mellemlederne ( I anbringelsessager sidder også forstanderen for kommunens døgninstitution og familieplejekonsulenten med i udvalget) .
Beslutningen om at sagsbehandler sammen med indstillingsskemaet skal indsende handleplan i sagen er forholdsvis ny og grundede ifølge mellemlederne i en tendens til at sagsbehandlerne ofte ikke fik udarbejdet en handleplan. Udmeldingen er, at der ikke bevilliges foranstaltninger medmindre der foreligger en handleplan i sagen. Det fremgår dog af både selvevalueringen og interviews med mellemledere og sagsbehandlere, at proceduren ikke er fuldt ud implementeret, og at det stadig er muligt at få godkendt foranstaltninger trods manglende handleplan. Se for øvrigt nærmere omkring problematik om overlap mellem indstillingsskemaer og handleplaner i kapitel 3.3 

Trods intentioner om at styrke lovmedholdelighed gennem ledelsestilsyn og visitationsproces, er det Task Forcens indtryk, at Stevns Kommune ikke bruger ledelsestilsynet og visitationsprocessen aktivt nok som styringsredskaber. Det er således Task Forcens vurdering, at det ledelsesmæssige fokus og insisteren på lovmedholdelighed ikke er tilstrækkeligt, og at der ikke følges tæt nok op på, at de identificerede sager bringes til lovmedholdelighed. Endvidere er det Task Forcens vurdering, at det med Stevns Kommunes udfordringer med at leve op til lovens krav på sagsbehandlingsområdet, er utilstrækkeligt med ledelsestilsyn hvert halve år. Ledelsestilsynet bør ske væsentligt oftere, og på et mere detaljeret plan i forhold til lovmedholdelighed i alle sagstrin. Et hyppigt ledelsestilsyn i alle sager giver mulighed for hurtigere at identificere og handle på overskridelse af frister eller manglende samtale, handleplaner eller opfølgninger. 

Der er ikke som led i ledelsestilsynet fokus på indholdet og kvaliteten i sagsbehandlingen. Da den faglige sparring med sagsbehandlerne på sagsniveau ikke er systematisk, betyder det, at mellemlederne ikke har meget føling med, hvad der er på færde i sagerne i kommunen, og at der ikke sker en kvalitetssikring af sagerne. Det er et opmærksomhedspunkt, at mellemlederne prioriterer højere grad af indblik i sagerne. 

Individuel praksis i tilgangen til sagsarbejdet
Stevns er både ICS- og DUBU-kommune. På tværs af interviews fortælles dog, at man ikke konsekvent bruger ICS-metoden i sagsarbejdet. Tendensen er, at den enkelte sagsbehandler går til arbejdet på den måde, der giver bedst mening for vedkommende. Det betyder, at der er flere forskellige praksisser for hvordan sagsbehandlerarbejdet gribes an og dermed en høj grad af uensartethed i sagsbehandlingen. Der er i sagsgennemgangen eksempler på, at nogle børnefaglige undersøgelser løses ud fra en Signs of Safety-tilgang mens andre er mere inspirerede af ICS, dog uden at metoden følges stringent. Sagbehandlerne fortæller, at der ikke har foregået en oplæring i hvordan sager løses i Stevns Kommune, og at det har været op til dem selv at lære, hvordan de skulle løse opgaverne. 

Af det indsendte materiale fremgår det, at der foreligger et mindre antal konkrete arbejdsgangsbeskrivelser for sagsarbejdet som sagsbehandlere kan tage udgangspunkt i - det gælder blandt andet for sagsprocessen omkring anbringelse uden samtykke. Der er dog ifølge mellemlederne få af denne type sager, hvilket betyder, at i langt størstedelen af arbejdet har sagsbehandlerne ikke konkrete retningslinjer at læne sig op ad. Det fremgår desuden af interviews med både mellemledere og sagsbehandlere, at det har været vanskeligt at få skabt kendskab og ejerskab til de få retningslinjer, der er. 

Sagsbehandlere fortæller i interviewene, at ledelsen jævnligt kommer med ledelsesmæssige udmeldinger omkring bestemte sagsprocesser - især ift. samarbejdsfladerne med de nærmeste samarbejdsparter - men at der er tendens til, at mange af udmeldingerne efter få måneder ændrer karakter igen. Dette medfører, ifølge sagsbehandlerne, forvirring omkring hvad den korrekte arbejdsgang er forskellige steder i sagsprocessen. 

I selvevalueringen angiver sagsbehandlerne ønske om mere faste udmeldinger i forhold til sagsprocessen. Sagsbehandlerne efterspørger ligeledes i interviews højere grad af fælles redskaber, metoder og ensartet praksis i sagstrinene og giver endvidere udtryk for, at det er svært for dem at vide, hvornår de har gjort noget godt nok.

Det er Task Forcens vurdering, at ICS ikke er implementeret som fælles faglig metode i sagsbehandlingen, og at manglen på en socialfaglig metode bidrager til den lave kvalitet af sagsarbejdet, som ses i sagsgennemgangen. Det er endvidere Task Forcens indtryk, at manglen på retningslinjer og konsistente udmeldinger om sagspraksis også bidrager til den uensartede praksis, som både ses i sagsgennemgangen og nævnes i interviewene og bidrager til frustration eller usikkerhed blandt sagsbehandlerne. 

Tidlig indsats og tværfagligt samarbejde
Opsporende og rådgivende indsats uden deltagelse af myndighed Af interviews og fremsendt materiale fremgår det, at Stevns Kommunes tidlige forebyggende indsats understøttes af distriktssamarbejde bygget op omkring skoledistrikterne. Hvert af de fire skoledistrikter har et tværfagligt sammensat team tilknyttet, der yder rådgivning og vejledning på ugentlig basis. Udover skolerne, tager teamet også ud på de institutioner, der ligger i skoledistriktet, og herudover har Stevns Kommune også et team, der dækker dagplejerne. Hvert team består af en PPR-psykolog, en familieterapeut, en sundhedsplejerske og en konsulent eller tale/høre-pædagog. Myndighedsafdelingen er ikke repræsenteret i distriktsarbejdet. Der er faste møder på skoler og institutioner hver anden uge. I ugen hvor der ikke er møde, sidder det lokale team på lærerværelset, hvor der tilbydes åben sparring. Samarbejdsparter i PPR og sundhedsplejen fortæller, at distriktsmødet mest bliver brugt til sparring med lærere og pædagoger omkring en undren over adfærd, noget der bekymrer, eller lignende. For at bringe et barn op på mødet skal man have forældrenes tilladelse til at drøfte. Barnet kan også nævnes anonymt, hvorved sparringen bliver mindre personrettet. Formålet er, at sparringen og efterfølgende støtte fra lærer eller pædagog kan være nok til at løse problematikken eller bekymringen for barnet. 

Distriktsmøderne er velbesøgte af pædagoger og lærere, og det lyder fra skolerne og dagtilbud, at man er meget tilfredse med den hjælp og rådgivning som distriktsteamsene yder, og oplever at distriktsarbejdet kvalificerer støtten til børn, der drøftes på møderne.'

Distriktsmøderne har også en opsporende funktion. Ledere fra skoler og dagtilbud fortæller, at man i Stevns Kommune ikke opererer med konkrete opsporingsværktøjer, men at der er stor fokus på at opspore tidligt. Man har god erfaring med at bruge distriktsmøderne til at drøfte graden af bekymring og graden for hvornår en bekymring bør udløse støtte enten i almenområdet eller specialområdet. Distriktsmøderne understøtter ifølge både skoler, dagtilbud og PPR og sundhedsplejen en kvalificering og en mere ensartet tilgang til den tidlige opsporing. 

Samlet set er det både PPR, sundhedsplejen og skoler og dagtilbuds vurdering, at man via det forebyggende arbejde i højere grad end førhen får opsporet problemer på et tidligt tidspunkt i problemudviklingen og får sat ind med tidligt forebyggende hjælp i de tilfælde, hvor det kan klares i almenområdet. Fra alle parter lyder det samtidig, at en myndighedsrådgiver som fast medlem af hvert distriktsteam ville kvalificere både opsporingsindsatsen og rådgivningsdelen yderligere. 

Det er Task Forcens vurdering, at en god del af infrastrukturen til at levere en tidlig forebyggende indsats for børn og unge i risiko for social udsathed allerede er veletableret gennem arbejdet i kommunens distriktsteams. Task Forcen anbefaler at myndighedsafdelingen indgår i distriktsarbejdet. 

Fælles visitation langsommeliggør tidlig forebyggende indsats
PPR fortæller, at de i forbindelse med en tidlig forebyggende indsats har kompetence til samtaleforløb med forældre op til 4 gange. Er der tale om individuelle samtaler eller en problematik i familien, der rækker ud over trivsel i skolen, skal Modtageteamet orienteres via en underretning, og det er Modtageteamet, der træffer beslutning om evt. visitation til forebyggende støtte. Sundhedsplejen fortæller, at de heller ikke har kompetence, end ikke til at yde et supplerende hjemmebesøg ved bekymring. Retningslinjen i Stevns Kommune omkring henvendelser fra faglige underrettere er, at bekymringen skal udfyldes skriftligt i et særligt underretningsskema, der skal forelægges forældrene og underskrives af både underetter og forældre. Det er indtrykket på tværs af interviews, at parterne på almenområdet lever op til denne procedure 

På tværs af interviewene med almenområdet lyder det, at den centrale visitation til forebyggende tiltag gennem Modtageteamet vurderes uhensigtsmæssig. Idet visitationsprocessen hos Modtageteamet er langsommelig (se også kapitel 3.3) og der er 3-6 måneders ventetid på § 11-forløb hos leverandøren, medfører det lang ventetid på en indsats for et ellers tidligt opsporet problem. I forbindelse med visitationsprocessen nævnes det også af samarbejdsparter på almenområdet, at de ser det som en barriere for forældresamarbejdet, at alle henvendelser til myndighedsafdelingen skal benævnes "underretninger" - især i tidligt opsporede problematikker som eksempelvis tegn på fødselsdepression eller sorgbearbejdelsesforløb. Oplevelsen er, at forældrene opfatter "underretning" som et problemorienteret og negativt ladet ord, der mistænkeliggør deres forældreevner. Samarbejdsparterne fortæller, at de bruger en del tid og energi på at nedtone betydningen af ordet og rette fokus mod den hjælp, som underretningen potentielt kan udløse for familien. I denne forbindelse vil Task Forcen nævne, at det ikke er et lovkrav, at en underretning benævnes som "en underretning". 

Det er Task Forcens vurdering, at Stevns Kommunes håndtering af igangsættelse af forebyggende tiltag efter § 11 er langsommelig, og med fordel kan gøres mere smidig og effektiv. 

Udfordringer i tilbud om åben anonym rådgivning
Ifølge Servicelovens § 11 stk. 1 og 2 skal der tilbydes gratis familieorienteret rådgivning til løsning af vanskeligheder i familien, med mulighed for at rådgivningen kan foregå anonymt og som et åbent tilbud. Denne rådgivning udgøres i Stevns Kommune af, at man kan henvende sig til Modtageteamet i deres åbningstid om formiddagen. Modtageteamet fortæller, at de ikke har mange henvendelser, og de henvendelser de får, visiterer de til rådgivningsforløb på 4 samtaler i Familiehuset. Grundet ventetid på 3-6 måneder tager sagsbehandlere indimellem selv nogle samtaleforløb. PPR og udfører fortæller i interviews, at den åbne anonyme rådgivning førhen var forankret i Familiehuset, og de ser det som uhensigtsmæssigt, at der ikke er lettere adgang til en familiebehandler gennem kommunens åbne anonyme rådgivning. I Servicelovens § 11 stk. 2 understreges det, at der skal foretages opsøgende arbejde ift. at tilbyde denne rådgivning til enhver, som på grund af særlige forhold må antages at have behov for det. Stevns Kommune foretager ikke opsøgende arbejde i forbindelse med tilbuddet om åben rådgivning.

Task Forcen bemærker, at Stevns Kommune ikke lever op til Servicelovens krav om at foretage opsøgende arbejde i forhold til kommunens gratis familieorienterede rådgivningstilbud. Det er endvidere Task Forcens vurdering, at Stevns Kommune bør sikre sig, at tilbuddet om familieorienteret rådgivning reelt er tilgængeligt, åbent og med mulighed for anonymitet. Det skal i denne forbindelse nævnes, at Stevns Kommune med fordel kunne følge opfordringen i Servicelovens vejledning til, at rådgivningen etableres i utraditionelle omgivelser, der er geografisk adskilt fra den almindelige kommunale forvaltning. Dette kan ifølge vejledningen medvirke til, at rådgivningen bliver udnyttet af enkeltpersoner eller familier, der ellers ikke ville være opmærksomme på denne mulighed, eller som ikke ønsker at henvende sig direkte til den kommunale forvaltning.

3.3 Myndighedsarbejdet 

Task Forcens analyse af dette tema tager udgangspunkt i de forskellige sagsskridt i kommunens sagsbehandling, fra en sag bliver oprettet i myndighedsafdelingen og til den afsluttes. Kapitlet belyser således kommunens praksis i forbindelse med modtagelse af underretninger og oprettelse af en sag, udredning og inddragelse af netværk, valg af foranstaltning og opfølgning herpå samt afslutning af sager. 

På tværs af ovenstående sagsbehandlingsskridt gælder det, at myndighedsarbejdet i Stevns Kommune i vidt omfang er præget af langsommelighed og uensartet praksis. Der går fx generelt meget lang tid før der træffes afgørelse om at iværksætte en børnefaglig undersøgelse - og herefter tager det lang tid at udarbejde undersøgelsen. Ankestyrelsen vurderer, at der i syv af 20 gennemgåede sager er særlige opmærksomhedspunkter i sagsbehandlingen i form af langsommelig sagsbehandling, forkerte faglige vurderinger eller særdeles mangelfuld oplysning af sagen. Der er desuden flere eksempler på, at lovgivningens krav ikke overholdes, fx idet der i flere sager mangler en aktuel børnefaglig undersøgelse eller ikke er udarbejdet en handleplan. De manglende handleplaner samt uklare snitflader imellem myndighedssagsbehandlerne og udførere i Familiehuset betyder, at opfølgningen på og afslutning af indsatser sker på forskellige grundlag, og generelt ikke tager afsæt i et fælles udgangspunkt for og formål med indsatsen. 

Task Forcen vurderer på baggrund af analysen af Stevns Kommunes myndighedsarbejde, at kommunen har følgende styrker og udviklingspunkter:
Styrker:
- Alle underretninger akutvurderes, og der handles inden for 24 timer i akutte tilfælde.
- God inddragelse af barnet/den unge og forældrene i opstartsfasen og i forbindelse med den børnefaglige undersøgelse.

Udviklingspunkter:
- Behandling og vurdering af underretninger, der ikke vurderes akutte, tager for lang tid.
- Udpræget langsommelighed fra der træffes afgørelse om en børnefaglig undersøgelse til den opstartes og færdiggøres
- meget få undersøgelser udarbejdes inden for 4 måneders fristen.
- § 11 stk. 3 bruges ikke altid efter hensigten
- Væsentlige udfordringer i forhold til lovgivningens krav om at tale med barnet/den unge om den påtænkte foranstaltning, før der træffes afgørelse (§ 48).
- Væsentlige udfordringer med manglende handleplaner, og handleplaner med meget overordnede mål.
- Utilstrækkelig overlevering imellem teams medfører videnstab undervejs og bidrager til at forlænge sagsbehandlingstiden.
- Uklar samarbejdsflade mellem sagsbehandlere og interne udførere i Familiehuset. 

Task Forcen anbefaler at Stevns Kommune:
- handler hurtigere på underretninger, der ikke vurderes akutte
- herunder sikrer, at den relevante viden indhentes, og at det gøres effektivt.
- hurtigst muligt efter afgørelse om børnefaglig undersøgelse iværksætter undersøgelsen, samt sikrer, at undersøgelsen udarbejdes inden for 4 måneder efter modtagelse af den første bekymring.
- sikrer, at § 11, stk. 3 bruges efter hensigten, og at disse forløb iværksættes hurtigt og ikke bliver for lange.
- fastholder fokus på den gode inddragelse af børn og unge
- og sikrer, at der altid afholdes børnesamtale efter § 48.
- sikrer, at der udarbejdes handleplaner i alle sager, hvor der træffes afgørelse om en foranstaltning.
- definerer klare rammer for, hvad der er henholdsvis myndighedssagsbehandlernes og udførernes ansvar i forbindelse med opstart, opfølgning på og afslutning af en indsats.
- sikrer, at foranstaltninger iværksættes umiddelbart efter der er truffet afgørelse om en foranstaltning. 

Underretninger
I Stevns Kommune modtages og oprettes underretninger af en administrativ medarbejder. Medarbejderen sender underretningen videre til vagten i Modtageteamet, som vurderer den inden for 24 timer. Herefter er det Modtageteamet, der foretager den faglige udredning i forbindelse med underretningen, og vurderer, om der skal iværksættes en børnefaglig undersøgelse, tilbydes støtte efter § 11, stk. 3 eller 2, eller om sagen skal lukkes. Når der træffes afgørelse om, at der skal udarbejdes en børnefaglig undersøgelse, overleveres sagen til Undersøgelsesteamet. 

Underretninger i eksisterende sager sendes til den sagsbehandler, der har sagen, samt til ledende socialrådgiver for genvurdering. 

Akutvurderingen sker altid 

Underretninger vurderes efter et "rød-gul-grøn"-system, hvor røde underretninger kræver akut handling og direkte kontakt med familien inden for 24 timer. Gule underretninger kræver direkte kontakt med familien og en børnesamtale inden for 14 dage. Grønne underretninger kræver, at kontakt med familien er planlagt, men ikke nødvendigvis har fundet sted, inden 14 dage. Det fremgår af "Instruks for vagt og risikovurdering af underretninger" og bekræftes i interviewet med Modtagerteamet. 

På tværs af interviewene beskriver både sagsbehandlere, mellemledere og samarbejdspartnere, at underretninger i Stevns Kommune altid vurderes inden for 24 timer. Dette vurderer Task Forcen er en styrke. 

Samtidig vurderer Task Forcen dog, at beskrivelserne af de tre farvekategorier i "Instruks for vagt og risikovurdering af underretninger" afgrænser de tre kategorier relativt snævert. Task Forcen vurderer eksempelvis, at det er uhensigtsmæssigt, at seksuelle overgreb kun står nævnt i den gule kategori - særligt hvis det i praksis får den betydning, at underretninger om seksuelle overgreb altid vurderes som gule. Der er et vigtigt opmærksomhedspunkt for kommunen i at sikre, at farvekategoriseringen ikke sker på bekostning af en individuel og konkret vurdering af hver underretning. 

Langsom opstart - gule og grønne underretninger afventer handling for længe
Hvad angår den videre arbejdsgang efter akutvurderingen beskriver sagsbehandlerne, at nye sager, hvor underretningen som gul eller grøn, fordeles blandt medarbejderne i Modtagerteamet en gang om ugen. Efter fordelingen noterer sagsbehandleren, hvem der skal indkaldes til samtaler, hvorefter den administrative medarbejder indkalder. Sagsbehandlerne fortæller, at der kan gå en uge fra fordelingen af sagen og til der sendes en mødeindkaldelse. Derudover går der typisk en rum tid før de får en aftale på plads om et møde med forældrene, da det ofte kan være svært at finde et tidspunkt, der passer alle, og en del møder aflyses.

Sagsbehandlerne beskriver videre, at Modtageteamet typisk - udover at afholde samtaler med forældre og barnet/den unge - også indhenter information fra skole eller daginstitution, ofte i form af en statusudtalelse. Hvis det er en skole eller daginstitution, der underretter, afholdes der af og til et netværksmøde. Modtageteamet fortæller dog, at de helst vil tale med forældrene før de inddrager skolen eller daginstitutionen. 

Alt i alt fortæller sagsbehandlere såvel som samarbejdspartnere på almenområdet, at der kan gå lang tid - typisk 2-3 måneder, i nogle tilfælde mere - før der træffes afgørelse om en børnefaglig undersøgelse, tilbydes støtte efter § 11, stk. 3 eller 2, eller sagen lukkes. 

Der træffes for langsomt afgørelse om en børnefaglig undersøgelse
Som følge af den langsomme opstart og arbejdsgangen i forbindelse med underretninger går der generelt lang tid før der træffes afgørelse om en børnefaglig undersøgelse. Det fremgår både af interview med sagsbehandlere og af Ankestyrelsen og VISOs sagsgennemgang. Det fremgår af interviewet med Modtageteamet, at de altid vil sørge for at afholde samtale med forældrene, selvom de vurderer, at en underretning bør føre til afgørelse om en børnefaglig undersøgelse. Hvis det er svært at få en aftale i stand med forældrene, kan denne del alene tage et par måneder. 

Ankestyrelsen konkluderer, at der blandt de 20 gennemgåede sager kun er én børnefaglig undersøgelse, der er udarbejdet inden for 4 måneders fristen. Det er Task Forcens vurdering, at dette blandt andet kan hænge sammen med, at de første 3 måneder eller mere typisk er gået, før det træffes afgørelse om at iværksætte undersøgelsen, hvilket levner begrænset tid til at gennemføre selve undersøgelsen. 

VISO vurderer, at der, i de fem sager, de har gennemgået, er betydelige udfordringer i forbindelse med opstarten af sagerne frem til en afgørelse om og igangsættelse af en børnefaglig undersøgelse. Det drejer sig blandt andet om, at der går alt for lang tid før der træffes afgørelse og undersøgelsen iværksættes. 

Det er desuden Task Forcens vurdering, at den viden der indhentes i forbindelse med undersøgelsesarbejdet i Modtageteamet ikke i tilstrækkelig grad overleveres til Undersøgelsesteamet. VISO fremhæver desuden, at der i sagsgennemgangen er eksempler på sager, hvor der er gået så lang tid siden modtagelsen af underretningen, at de indhentede oplysninger ikke længere er aktuelle, når den børnefaglige undersøgelse skal iværksættes. Det betyder, at sagsbehandleren i Undersøgelsesteamet i praksis starter forfra på den faglige udredning. 

Tværfaglig viden inddrages ikke tilstrækkeligt og hensigtsmæssigt i opstartsfasen
VISO vurderer desuden, at flere af sagerne ikke er tilstrækkeligt oplyst i opstartsfasen, hvor der fx ikke indhentes yderligere oplysninger eller beskrivelser fra relevante fagpersoner, udover det, der fremgår af underretningen. Dette understøttes af interviewene med samarbejdspartnere på almenområdet - både skole/dagtilbud, PPR og sundhedspleje - der efterspørger en mere systematisk inddragelse af deres viden i forbindelse med den faglige udredning i opstartsfasen. Flere af dem oplever, at deres viden ikke inddrages - eller at det, når det sker, gøres uhensigtsmæssigt, fx ad hoc ved tilfældige møder på gangen. 

Samarbejdspartnerne fra skole- og dagtilbudsområdet oplever desuden, at der for dem ofte er et væsentligt dobbeltarbejde forbundet med først at skulle udarbejde en underretning og efterfølgende en statusudtalelse, hvis indhold langt henad vejen er det samme. 

Task Forcen vurderer, at der er et væsentligt opmærksomhedspunkt for Stevns Kommune i at sikre, at der handles hurtigere på gule og grønne underretninger - herunder, at den relevante viden indhentes, og at det gøres effektivt. Dette er en grundlæggende forudsætning for, at børn og unge, der har behov for støtte får denne støtte i tide.

Det kunne fx ske ved: 
- at bruge underrettermøder i form af netværksmøder mere konsekvent og i videst muligt omfang som erstatning for individuelle møder med forældre og indhentelse af status fra skoler og daginstitutioner
- man kunne fx have et fast tidspunkt hver anden uge, hvor der er booket et lokale på skolerne, og hvor alle relevante fagprofessionelle har booket tid i deres kalender til et eventuelt netværksmøde.
 - at inddrage andre relevante fagpersoner mere systematisk, fx ved, at de også deltager i underretter/netværksmøder
- at fordele indkomne underretninger hver morgen frem for en gang om ugen
- at sagsbehandlerne har reserverede tidspunkter i kalenderen til at afholde møder med forældre (hvis der ikke afholdes et netværksmøde, hvor de deltager).

Behovet for, at der handles hurtigere gælder ikke mindst i de tilfælde, hvor det er oplagt, at der skal laves en børnefaglig undersøgelse inden for en frist på 4 måneder fra modtagelsen af underretningen eller henvendelsen. I disse tilfælde er det Task Forcens vurdering, at for stor en del af undersøgelsesarbejdet gøres i Modtageteamet, og at den viden, der indhentes her, ikke overleveres godt nok til Undersøgelsesteamet. Task Forcen vurderer overordnet, at afgørelsen om at udarbejde en børnefaglig undersøgelse kan og bør træffes langt hurtigere. I den forbindelse vil Task Forcen understrege, at en børnefaglig undersøgelse godt kan iværksættes alene på baggrund af en underretning. 

§ 11, stk. 3 bruges ikke altid efter hensigten
Sagsgennemgangen og sagsbehandlerinterviewene tegner et billede af, at støtte efter § 11, stk. 3 ikke altid bruges efter hensigten. Det drejer sig dels om, at § 11, stk. 3 tilbydes i tilfælde, hvor der i stedet burde have været igangsat en børnefaglig undersøgelse, og dels om, at der er en tendens til, at § 11, stk 3-forløb varer meget længe. 

Ankestyrelsens sagsgennemgang viser, at i de tre sager, hvor kommunen har tilbudt støtte efter § 11, stk. 3, vurderer Ankestyrelsen i et tilfælde, at den tilbudte støtte er utilstrækkelig. I en anden sag er oplysningsgrundlaget for begrænset til, at Ankestyrelsen kan vurdere, om den tilbudte støtte et tilstrækkelig. I den tredje sag er Ankestyrelsen enig i beslutningen om at tilbyde støtte efter § 11, stk. 3. 

VISO har i de fem sager, de har gennemgået, set eksempler på, at sagsbehandleren i journalen skriver, at iværksættelsen af den børnefaglige undersøgelse udsættes, fordi der er 'ventetid' på at få udarbejdet undersøgelserne. Dette bekræftes af interviewet med sagsbehandlerne i Undersøgelsesteamet. De fortæller, at der, i langt de fleste af de sager, hvor de udarbejder en børnefaglig undersøgelse, har været iværksat støtte efter § 11, stk. 3 forudgående, ofte i meget lange perioder. Sagsbehandlerne her vurderer, at der i mange af disse sager burde have været iværksat en børnefaglig undersøgelse langt tidligere, men at der i stedet blev tilbudt støtte efter § 11, stk. 3 på grund af manglende ressourcer til at udarbejde de nødvendige børnefaglige undersøgelser. 

I interviewet med Modtageteamet fortæller de i forlængelse heraf, at støtte efter § 11, stk. 3 af og til tilbydes i tilfælde, hvor der har været intern uenighed om, hvorvidt der skulle iværksættes en børnefaglig undersøgelse. 

Modtageteamet fortæller yderligere, at § 11, stk. 3-forløb kan være op til 1,5 år. De oplever desuden, at der ind i mellem kan gå måneder, før forløb iværksættes, på grund af ventetid i Familiehuset. 

Task Forcen vurderer, at det er meget uhensigtsmæssigt, at støtte efter § 11, stk. 3 i nogle tilfælde bruges som en slags erstatning for en børnefaglig undersøgelse. Der er et væsentligt opmærksomhedspunkt for Stevns Kommune i at sikre, at der i alle relevante sager hurtigst muligt træffes afgørelse om og iværksættes en børnefaglig undersøgelse - og at undersøgelsen iværksættes med det samme. Task Forcen vurderer dermed, at der bør iværksættes børnefaglige undersøgelser i flere sager, end det er tilfældet i dag. 

Der er dermed et væsentligt opmærksomhedspunkt for kommunen i at sikre, at det er de rigtige forløb, der visiteres til § 11, stk. 3 - herunder at forløbene anvendes til afgrænsede problemstillinger. I den forbindelse er det afgørende, at udførerne giver besked til sagsbehandleren, hvis de vurderer, at der ikke er tale om en afgrænset problemstilling. 

Børnefaglige undersøgelser 

I Stevns Kommune bliver børnefaglige undersøgelser, på tidspunktet for Task Forcens analyse, dels udarbejdet af de to sagsbehandlere i Undersøgelsesteamet, dels af sagsbehandlerne i børn- og ungeteams (også kaldet "Baglandet"). Sagsbehandlerne i børn- og ungeteams laver opdateringer af børnefaglige undersøgelser i eksisterende sager, samt i sager, der omhandler søskende til børn, de allerede har sager på. 

Som nævnt i kapitel 2 er der ingen fælles metode eller retningslinjer for arbejdet med børnefaglige undersøgelser. Det gøres derfor i praksis meget forskelligt.

Udpræget langsommelighed - og manglende aktuelle børnefaglige undersøgelser i en række sager 

Ankestyrelsens sagsgennemgang viser, at der i to sager om henholdsvis familiebehandling og aflastning ikke er udarbejdet en børnefaglig undersøgelse. I yderligere fem sager vurderer Ankestyrelsen, at der mangler en opdatering af undersøgelsen med en redegørelse for den aktuelle situation, og med en ny begrundet stillingtagen i forhold til den aktuelle afgørelse. 

Sagsgennemgangen viser desuden, at 4-måneders fristen for udarbejdelse af den børnefaglige undersøgelse er overholdt i en af de 10 sager, hvor der ligger en aktuel børnefaglig undersøgelse. I de øvrige 9 sager er fristen overskredet med mellem 2 og 15 måneder. 

Som beskrevet ovenfor, går der typisk 2-3 måneder før der træffes afgørelse om en børnefaglig undersøgelse. Herefter kan der desuden gå længere tid før undersøgelsen iværksættes, på grund af den førnævnte 'ventetid' på undersøgelser, som ifølge de interviewede medarbejdere både skyldes efterslæbet på børnefaglige undersøgelser og manglende medarbejderressourcer. VISO finder i en af de gennemgåede sager, at der går 5 måneder fra der træffes afgørelse om, at der skal iværksættes en børnefaglig undersøgelse, til undersøgelsen påbegyndes. Derudover går der i denne, som i flere andre sager, lang tid med at få udarbejdet selve undersøgelsen. I alt går der i denne sag 15 måneder fra kommunen modtager den første bekymring til den børnefaglige undersøgelse er afsluttet. Det fremgår af de sager, VISO har gennemgået, at både forældre og samarbejdspartnere i løbet af den lange ventetid før undersøgelserne er færdige, bliver frustrerede over ikke at blive orienteret, og over langsommeligheden. Den lange ventetid betyder, at barnets og familiens forhold ofte vil have nået at ændre sig så meget, at den sagsbehandler der skal lave undersøgelsen må starte forfra med den faglige udredning. 

Task Forcen vurderer, som nævnt ovenfor, at der er et meget væsentligt udviklingspunkt for Stevns Kommune i at sikre, at der hurtigt træffes afgørelse om børnefaglige undersøgelser, at de iværksættes hurtigt - og at de afsluttes hurtigt, og senest 4 måneder efter modtagelsen af den første bekymring. Task Forcen vurderer, at det er problematisk, at undersøgelserne strækker sig over så lang tid, som de gør, da det er vurderet, at der er tale om børn med særlige behov. 

Fokus på inddragelse af barnet - men ikke altid børnesamtaler efter § 48
I forhold til inddragelse af barnet og familien fortæller sagsbehandlerne i interview, at de altid taler med barnet og forældrene i forbindelse med den børnefaglige undersøgelse. Dette bekræftes af VISOs sagsgennemgang, der peger på, at der i de fem sager afholdes samtaler med forældrene og barnet både i opstartsfasen og i forbindelse med den børnefaglige undersøgelse. Samtalerne med barnet er desuden grundigt refereret i sagsakterne, hvor det fremgår hvilke spørgsmål, der er blevet stillet, og hvad barnet svarer. Det vurderer VISO er en styrke. Der er dog et udviklingspotentiale i, at sagsbehandlerens observationer og faglige vurdering af sagen fremgår ved alle samtaler. 

Samtidig viser Ankestyrelsens sagsgennemgang dog, at kommunen i 11 ud af de 17 afgørelsessager ikke har gennemført børnesamtale i overensstemmelse med servicelovens § 48. Det følger af bestemmelsen, at kommunen, inden der træffes afgørelse, skal afholde en samtale med barnet, der omhandler afgørelsen. Det er altså ikke tilstrækkeligt, at der er talt med barnet tidligere i forløbet, hvor man ikke har talt om den foranstaltning, kommunen påtænker at indstille til. 

I en af de 11 sager er der først talt med den unge efter afgørelsen er truffet. I tre sager er der talt med barnet/den unge, men ikke om den påtænkte foranstaltning. I de resterende syv sager, heriblandt tre sager om anbringelse, er der slet ikke talt med barnet/den unge i forbindelse med afgørelsen.

Interviewene viser, at det er uklart for sagsbehandlerne, hvor ansvaret for at afholde børnesamtale efter § 48 ligger. Det kan være en del af årsagen til, at samtalen langt fra altid afholdes. Derudover er det Task Forcens indtryk, at forskellen imellem samtaler med børn i forbindelse med den børnefaglige undersøgelse og børnesamtalen efter § 48, ikke nødvendigvis er klar for alle medarbejdere. 

Task Forcen anbefaler Stevns Kommune at fastholde fokus på den gode inddragelse af børn og unge. Der er dog et væsentligt opmærksomhedspunkt i at sikre, at der altid afholdes børnesamtale efter § 48. Derudover kan sagsbehandlerne med fordel blive endnu bedre til at dokumentere egne observationer og faglige vurderinger i forbindelse med samtalerne. 

For lav grad af inddragelse af barnets nærmiljø og tværfaglig viden
VISO vurderer i gennemgangen af fem sager, at kommunen ikke i tilstrækkeligt omfang inddrager barnets nærmiljø i forbindelse med den børnefaglige undersøgelse. I en sag afdækker sagsbehandleren barnets private netværk, men det ses ikke, at oplysninger om netværket anvendes i det videre undersøgelsesarbejde. 

Hvad angår inddragelse af tværfaglig viden tegner både interview med sagsbehandlere og VISOs sagsgennemgang et billede af, at barnets skole som oftest inddrages i form af en statusudtalelse eller et netværksmøde. I interviewet med Undersøgelsesteamet og Baglandet fortæller sagsbehandlerne, at de kun sjældent inddrager anden tværfaglig viden end den, de får fra skole eller daginstitution. Dette understøttes af VISO's sagsgennemgang, hvor VISO vurderer, at det er en svaghed i sagsbehandlingen, at de børnefaglige undersøgelser langt overvejende baseres på barnets, forældrenes og skolens oplysninger. I flere af sagerne vurderer VISO, at sagsbehandleren mangler oplysninger om barnets funktionsniveau, men ikke indhenter oplysninger herom fx i form af psykologiske eller psykiatriske undersøgelser eller kognitive udredninger. Dette understøttes yderligere af interviewet med samarbejdspartnere i PPR, som oplever, at deres viden kun sjældent inddrages i forbindelse med den faglige udredning. 

På den baggrund vurderer Task Forcen, at der er et vigtigt udviklingspotentiale for Stevns Kommune i at sikre bedre inddragelse af tværfaglig viden såvel som viden om barnets private netværk i undersøgelsesarbejdet. 

Handleplaner, opstart af indsats og opfølgning
Efter udarbejdelsen af den børnefaglige undersøgelse overleverer Undersøgelsesteamet sagen til børn- og ungeteamsene. Herefter udarbejder sagsbehandleren i børn- og ungeteamet som udgangspunkt et indstillingsskema og en handleplan. I praksis fortæller sagsbehandlerne dog, at det ofte er sagsbehandleren i Undersøgelsesteamet, der gør dette. Indstillingsskemaet ligger til grund for visitationen til foranstaltninger, og indeholder blandt andet sagens faktuelle oplysninger, en kort beskrivelse af barnets udækkede behov, hvilken foranstaltning der indstilles til, en faglig begrundelse for indstillingen samt en forventet pris for foranstaltningen. 

Visitation til forebyggende foranstaltninger efter § 52 sker i et visitationsudvalg, der består af mellemlederne. Visitation til anbringelse sker i et anbringelsesudvalg, der ud over den faglige leder og den ledende socialrådgiver består af forstanderen for kommunens døgninstitution og familieplejekonsulenten, der sidder i myndighedsafdelingen. 

Uhensigtsmæssige overlap imellem indstillingsskema, handleplan og børnefaglig undersøgelse
I forbindelse med indstilling til visitation skal sagsbehandlerne udfylde et indstillingsskema uafhængigt af DUBU. Både i selvevalueringsskemaer og interview beskriver flere sagsbehandlere, at de oplever udarbejdelsen af indstillingsskemaet som "dobbeltarbejde", idet indholdet langt overvejende allerede findes i den børnefaglige undersøgelse og handleplanen, som også skal vedlægges indstillingen. Task Forcens analyse peger samtidig på, at der i mange sager ikke udarbejdes en handleplan (uddybes nedenfor). Det er Task Forcens vurdering, at det blandt andet kan skyldes, at handleplanen nedprioriteres til fordel for indstillingsskemaet. Nogle sagsbehandlere fortæller, at de oplever, at visitationsudvalget primært læser indstillingsskemaet. 

Task Forcen vurderer på den baggrund, at der er et opmærksomhedspunkt for kommunen i at sikre, at indstillingsskemaet ikke prioriteres over handleplanen, og at undgå dobbeltarbejde for sagsbehandlerne.

Manglende og overordnede handleplaner
I forhold til handleplaner og opfølgning på indsatser er den primære udfordring i Stevns Kommune, at der i en stor del af sagerne ikke er udarbejdet en handleplan. Det fremgår både af sagsgennemgangen, kommunens selvevaluering, og af interview med sagsbehandlere, mellemledere og udførere. I forlængelse heraf er det en udfordring, at hverken sagsbehandlere eller udførere - i de tilfælde, hvor der ligger en handleplan - bruger handleplanen som et fælles afsæt for opstart af og opfølgning på indsatsen. 

Ankestyrelsens sagsgennemgang viser, at handleplanen mangler i 7 af de 17 sager, hvor der er truffet afgørelse om en foranstaltning. Blandt de 10 sager, hvor der er udarbejdet en handleplan, er den i seks tilfælde først udarbejdet efter afgørelsen er truffet. Dette understøttes af interviewene, hvor sagsbehandlerne fortæller, at handleplanerne ofte bliver nedprioriteret, og at de desuden ikke føler sig faglig klædt på til at lave gode handleplaner. Endelig fremhæver de, at den DUBU-skabelon de bruger til handleplaner, efter deres vurdering, ikke fungerer optimalt.

 I de sager, hvor der er udarbejdet en handleplan, vurderer VISO, at denne er af lav kvalitet, særligt idet handleplanerne ikke indeholder konkrete og målbare mål. VISO påpeger desuden, at målene i handleplanerne generelt - i de fem sager, VISO har set - udarbejdes af sagsbehandleren alene. VISO vurderer, at målene med fordel kan udarbejdes i samarbejde med barnet/den unge og familien og evt. netværket, for at sikre ejerskab og fælles forståelse af formålet med indsatsen. Det vil i praksis give bedre muligheder for, at målene nås. 

Task Forcen anbefaler, at Stevns Kommune sikrer, at der udarbejdes handleplaner i alle sager, hvor der træffes afgørelse om en foranstaltning. Det kan fx gøres ved, at indstillinger ikke tiltrædes af visitationsudvalget, hvis de ikke indeholder en handleplan. Derudover bør alle sagsbehandlere have en grundlæggende introduktion til, hvordan de udarbejder en god handleplan, og ledelsen bør løbende sikre kvaliteten af handleplanerne, fx igennem ledelsestilsyn eller fælles sparring på møder (se faglig ledelse).

Manglende fælles udgangspunkt for indsatsen og vilkårlig opfølgning
I forhold til opstart af indsats fortæller sagsbehandlerne i interview, at de på opstartsmødet som oftest tager udgangspunkt i indstillingsskemaet eller en "light-udgave" af en handleplan. Opfølgningen på indsatser sker med udgangspunkt i statusrapporter fra udfører og almenområdet. 

Udførerne beskriver, at de følger målene i handleplanen, hvis der ligger en handleplan, og de oplever, at målene giver mening. De bruger dog langt fra handleplanen konsekvent i forbindelse med opstart og opfølgning på indsatser. De opstiller som oftest behandlingsmål for indsatsen i samarbejde med barnet/den unge og familien, men disse skrives ikke altid ned, og har altså ikke karakter af en decideret behandlingsplan. I statusrapporter vil det være disse behandlingsmål, de afgiver status på.

Ankestyrelsen har gennemgået tre anbringelsessager, hvor de har vurderet, om der er sket opfølgning efter 3 og 6 måneder. I ingen af de tre sager er der sket opfølgning efter 3 måneder, i to af sagerne er der sket opfølgning efter 6 måneder. I interviewene fortæller sagsbehandlerne generelt, at de afholder opfølgning efter 3 og 6 måneder. 

Sagsbehandlerne oplever det som en udfordring at indhente tilstrækkeligt udførlige statusrapporter fra de interne udførere i Familiehuset. Det kan hænge sammen med udførernes beskrivelse af, at de ikke altid kan se formålet med opfølgningen efter tre og seks måneder - fx hvis indsatsen forud for opfølgningen kun har bestået i et par enkelte samtaler med familien. De oplever, at det ofte bliver "opfølgning for opfølgningens skyld". 

Task Forcen vurderer, at manglende handleplaner og handleplaner, der ikke indeholder konkrete, målbare mål, betyder, at formålet med indsatsen ikke er klart beskrevet for udføreren, og dermed, at der ikke er noget klart udgangspunkt for opfølgningen på indsatsen. Dermed risikerer opfølgningen på indsatser at blive mere eller mindre vilkårlig. Det betyder, at afslutningen af indsatser ligeledes bliver mere eller mindre vilkårlig, frem for at være baseret på fælles kriterier for, hvornår formålet med indsatsen kan anses som nået. 

Det er desuden afgørende, at udføreren, når den konkrete indsats skal tilrettelægges, tager afsæt i sagsbehandlerens beskrivelse af støttebehovet og i de mål med indsatsen, der er opstillet i handleplanen. Handleplanen er et vigtigt omdrejningspunkt for samarbejdet imellem myndighed og udfører, og bør bruges aktivt som styrings- og måleredskab i forhold til at fastholde formålet med indsatsen og vurdere, om indsatsen lever op til formålet. 

Task Forcen vurderer derfor, at der er et opmærksomhedspunkt for Stevns Kommune i at sikre, at handleplanen bruges som udgangspunkt for opstartsmøder, opfølgning på og afslutning af indsatser - og at sagsbehandler, udfører og familien i samarbejde fastsætter målene og beslutter, om de skal revideres, og hvornår indsatsen kan afsluttes. 

Uklar samarbejdsflade mellem sagsbehandler og udfører
Interviewene med sagsbehandlere og udførerleddet tegner et billede af, at samarbejdsfladen og ansvarsfordelingen imellem myndighedssagsbehandlerne og de interne udførere i Familiehuset ikke er tilstrækkeligt klart defineret. 

Både udførere og sagsbehandlere beskriver, at når en sag er blevet visiteret til Familiehuset, afholdes der som udgangspunkt altid et opstartsmøde, hvor sagsbehandler, udfører og familien deltager. Derudover afholder sagsbehandler og udfører af og til inden da et formøde, hvilket særligt udførerne oplever, fungerer godt. Den præcise arbejdsgang varierer dog, og interviewene giver indtryk af, at der ikke altid afholdes et opstartsmøde. 

Baseret på interview med sagsbehandlere og udfører handler uklarhederne i samarbejdsfladen om:
 At udførerleddet oplever, at sagsbehandlerne ofte ved indstillingen bliver for specifikke hvad angår indsatsens form, indhold og omfang.
 At de interne udførere i Familiehuset i nogle tilfælde tilrettelægger en indsats, som ikke eller kun i begrænset omfang er baseret på det, sagsbehandleren har peget på i den børnefaglige undersøgelse og handleplanen. Sagsbehandlerne beskriver, at der kan være "en kultur for", at udførerne gør mange ting selv, også fx i stedet for at underrette, hvis de finder, at den iværksatte indsats er utilstrækkelig.
 At der ikke er en fælles forståelse af, hvilke typer af sager, der skal sendes til Familiehuset, og hvilke typer foranstaltninger, sagsbehandlerne kan købe eksternt uden først at have involveret Familiehuset. 

Task Forcen vurderer, at der er et opmærksomhedspunkt for Stevns Kommune i at definere nogle klare rammer for, hvad der er henholdsvis myndighedssagsbehandlernes og udførernes ansvar. I den forbindelse bør det tydeliggøres, at sagsbehandlerne skal beskrive støttebehovet og pege på en overordnet foranstaltningstype jf. en given paragraf. Derudover skal der opstilles konkrete mål for indsatsen i en handleplan. Disse mål bør udarbejdes i samarbejde med barnet/den unge og familien. Herefter er det udførerens ansvar - i samarbejde med barnet/den unge og familien og evt. sagsbehandleren - at definere indsatsens indhold og omfang nærmere. 

Samtidig vil Task Forcen understrege, at hvis der skal iværksættes en anden foranstaltningstype end den, sagsbehandleren har peget på i handleplanen - fx hvis udfører vurderer, at der er behov for familiebehandling efter § 52, stk. 3 i stedet for praktisk støtte i hjemmet efter § 52, stk. 2 - så skal denne beslutning træffes af sagsbehandleren (evt. i samarbejde med udfører), og den børnefaglige undersøgelse og handleplanen skal opdateres og revideres i overensstemmelse med beslutningen. Dette bør ledelsen løbende sikre overholdes. 

Endelig er der et generelt væsentligt opmærksomhedspunkt for Stevns Kommune i at sikre, at foranstaltninger iværksættes umiddelbart efter der er truffet afgørelse om en foranstaltning


4 Resultat af sagsgennemgang 

4.1 Baggrund og konklusioner 

Ankestyrelsen har gennemført en sagsgennemgang af 20 verserende sager fra Stevns Kommune om børn og unge med særlige behov for støtte. Sagsantallet bevirker, at der alene er tale om en indikation af kommunens aktuelle sagsbehandling på området. 

Ved sagsgennemgangen har Ankestyrelsen vurderet, om lovkrav indenfor udvalgte temaer er overholdt. Gennemgangen tager således udgangspunkt i en juridisk vurdering og bidrager til at kvalificere Task Forcens analyser og anbefalinger på området. Lærings- og udviklingspunkter i forhold til kommunens fremtidige sagsbehandling beskrives ikke i Ankestyrelsens måling, men fremgår af den samlede Task Force rapport. Sagsgennemgangen udgør samtidig en "base line" for den statusgennemgang, der gennemføres ved udviklingsforløbets afslutning. 

VISO - den nationale Videns- og Rådgivningsorganisation, som er en del af Task Forcen - har gennemgået fem af de 20 sager. VISO's gennemgang har suppleret den juridiske vurdering af sagerne. 

Det bemærkes, at Ankestyrelsen er en selvstændig myndighed i forhold til sagsgennemgangen, mens VISO's rolle er af rådgivende karakter i forhold til Task Forcens samlede analyse.

Ankestyrelsen har ved sagsgennemgangen vurderet sagsbehandlingen i de fremsendte 20 sager med fokus på følgende temaer:
 Inddragelse af barnet eller den unge og forældremyndighedsindehaver
 Sagsoplysning og faglig udredning
 Indsats
 Opfølgning
 Andre forhold i sagsbehandlingen

Stevns Kommune har indsendt:
 17 sager, hvor der i måleperioden er truffet afgørelse om en foranstaltning efter servicelovens § 52
 Tre sager, hvor der ikke er truffet afgørelse om en foranstaltning, men tilbudt en indsats efter servicelovens § 11, stk. 3 

De 17 sager hvor der er truffet afgørelse om en foranstaltning, fordeler sig på otte sager om anbringelse, tre sager om familiebehandling, tre sager om aflastning og tre sager om kontaktperson. 

4.1.1 Vurderingsgrundlag
Ankestyrelsen har vurderet sagsbehandlingen i perioden fra 3. januar 2016 til 3. januar 2018.

I de 17 sager, hvor der er truffet afgørelse om en foranstaltning i måleperioden, har Ankestyrelsen vurderet sagsbehandlingen i forhold til den aktuelle afgørelse med fokus på, om udvalgte krav, som lovgivningen stiller, når der træffes afgørelse om foranstaltninger til børn og unge, er overholdt. Det indbefatter reglerne om, at der forud for en afgørelse skal udarbejdes en børnefaglig undersøgelse og en handleplan, at barnet eller den unge og forældremyndighedsindehaver skal inddrages samt, at der skal foretages en systematisk opfølgning på den iværksatte foranstaltning. 

Ved manglende overholdelse af en lovbestemmelse har Ankestyrelsen helt konkret vurderet, om der foreligger særlige forhold, der betyder, at dette ikke har haft væsentlig betydning for barnet eller den unge og indsatsen. Der kan ikke på forhånd fastsættes kriterier for denne vurdering. Det beror på en helt konkret vurdering i den enkelte sag. 

Ankestyrelsen har også foretaget en konkret vurdering af det samlede sagsbehandlingsforløb i de 20 sager, herunder vurderet om der er særlige styrker eller særlige opmærksomhedspunkter i sagsbehandlingen. Desuden har Ankestyrelsen vurderet, om der er iværksat en relevant og tilstrækkelig foranstaltning for barnet eller den unge. Hvis dette ikke er tilfældet, er der oprettet en egendriftsag. 

Ankestyrelsen har i de tre sager om tilbud efter servicelovens § 11, stk. 3, foretaget en konkret vurdering af, om den tilbudte støtte på baggrund af de oplysninger der forelå i sagen, da tilbuddet blev givet, vurderes at kunne imødekomme barnet eller den unges behov. 

4.1.2 Ankestyrelsens samlede vurdering af sagsbehandlingen
 Sagsgennemgangen viser, at de primære udfordringer i Stevns Kommunes sagsbehandling relaterer sig til børnesamtaler efter servicelovens § 48, opdateringer af børnefaglige undersøgelser, overholdelse af fire måneders fristen for udarbejdelse af børnefaglige undersøgelser og manglende handleplaner. 

Sagsgennemgangen viser, at der er udfordringer i kommunens sagsbehandling i forhold til afholdelse af børnesamtaler. I nogle sager er der slet ikke talt med barnet eller den unge. I andre sager er der talt med barnet eller den unge, men ikke om den påtænkte foranstaltning, eller først efter afgørelsen er truffet. Dette kan have den konsekvens, at barnet eller den unge ikke oplever at blive tilstrækkelig hørt og inddraget i sagsforløbet, hvilket kan resultere i, at barnet eller den unge ikke støtter op om den bevilligede indsats eller, at den bevilgede indsats ikke er den rette i forhold til barnet eller den unge. 

Sagsgennemgangen viser desuden, at der er udfordringer i kommunens sagsbehandling i forhold til arbejdet med børnefaglige undersøgelser. I et par sager er der ikke udarbejdet børnefaglige undersøgelser og i flere sager er der ikke udarbejdet opdateringer af foreliggende børnefaglige undersøgelser. Manglende børnefaglig undersøgelse eller manglende opdatering af en børnefaglig undersøgelse betyder, at der ikke foreligger en samlet helhedsvurdering af familiens forhold samt behovet for støtte på baggrund af aktuelle oplysninger om barnet eller den unge og familien. Det kan have den betydning, at der kan være usikkerhed om, hvorvidt der er iværksat den rette støtte til barnet eller den unge. Desuden er fire måneders fristen for udarbejdelse af en børnefaglig undersøgelse ikke overholdt i næsten alle de sager, hvor der foreligger en aktuel børnefaglig undersøgelse.  Manglende overholdelse af fire måneders fristen kan have den konsekvens, at barnet og familien ikke rettidigt får den relevante støtte og hjælp, der er behov for. 

Sagsgennemgangen viser endvidere, at der også er udfordringer i kommunens sagsbehandling i forhold til arbejdet med handleplaner. Der er således flere sager, hvor der ikke er udarbejdet en handleplan, eller hvor handleplanen først er udarbejdet efter afgørelsen er truffet. En manglende handleplan kan betyde, at formålet med den valgte indsats ikke er beskrevet, og at der ikke er udarbejdet præcise målbare mål for indsatsen. 

Ankestyrelsen har ved sagsgennemgangen vurderet, at der i syv af de 20 sager har været tale om særlige opmærksomhedspunkter i forhold til sagsbehandlingen, i form af langsommelig sagsbehandling, forkert faglig vurdering eller særdeles mangelfuld oplysning af sagen. 

Ved sagsgennemgangen har Ankestyrelsen desuden vurderet, at det i fire af de 20 sager er usikkert, om Stevns Kommune har iværksat den relevante og tilstrækkelige støtte til barnet eller den unge. I yderligere tre sager har Ankestyrelsen vurderet, at kommunen har valgt en foranstaltning, der ikke er relevant og tilstrækkelig. Ankestyrelsen har derfor taget disse i alt syv sager op af egen drift med henblik på at vurdere, om kommunen gør det nødvendige i forhold til barnet eller den unge. 

4.2 Inddragelse af barnet eller den unge og forældremyndighedsindehaver 
Inddragelse af barnet eller den unge og forældremyndighedsindehaver er et vigtigt grundlag for at nå formålet med en social indsats. Det er derfor vigtigt, at barnet eller den unge og forældrene inddrages for at kvalificere sagsbehandlingen og blive aktive parter i forhold til at nå de mål for indsatsen, som stilles op. Inddragelsen kan sikre, at viden om barnet eller den unge afdækkes, således at de rigtige oplysninger ligger til grund for de beslutninger, der træffes, samt at de ressourcer, der er i familien, afdækkes og inddrages i løsningen af barnet eller den unges problemer. Desuden kan inddragelsen sikre, at de involverede parter oplever at blive hørt, taget alvorligt, og at de støtter op om indsatsen. 

Det langsigtede mål med indsatser til udsatte børn og unge er at understøtte, at barnet eller den unge kommer i trivsel og bliver i stand til at mestre eget liv. For at opnå dette mål er det afgørende, at barnet og den unge oplever, at sagsbehandlingen og indsatsen tager udgangspunkt i deres behov og muligheder, og derved oplever, at sagsbehandlingen og indsatsen giver mening for dem. Sagsbehandleren skal derfor sikre, at sagsbehandlingen foregår i løbende dialog med barnet eller den unge og forældremyndighedsindehaver. 

Sikring af den bedst mulige inddragelse af barnet eller den unge og familien er således en væsentlig del af en god sagsbehandling. Derfor er det vigtigt, at barnet eller den unge og forældrene inddrages for at kvalificere sagsbehandlingen og blive aktive parter i forhold til at nå de mål for indsatsen, som stilles op. 

4.2.1 Vurderingsgrundlag for inddragelse
Ankestyrelsen har i forbindelse med vurderingen af, om barnet eller den unge og forældremyndighedsindehaver er inddraget i sagsbehandlingen i tilstrækkeligt og relevant omfang foretaget en vurdering af, om de lovmæssige krav om inddragelse af barnet eller den unge og forældremyndighedsindehaver ved udarbejdelsen af den børnefaglige undersøgelse er overholdt, ligesom Ankestyrelsen har vurderet, om reglerne for gennemførelse af børnesamtalen, forud for at der træffes en afgørelse, er overholdt. Ankestyrelsen har også vurderet, om barnet eller den unge og forældremyndighedsindehaver er inddraget i forbindelse med modtagelse af underretninger. 

Ved vurderingen af om forældremyndighedsindehaver er inddraget er bl.a. indgået:
 Om dennes holdning til, om der er grundlag for at iværksætte foranstaltninger og i bekræftende fald af hvilken art disse bør være, er beskrevet i den børnefaglige undersøgelse (begrundet stillingtagen)
 Om processen i forhold til inddragelse styres systematisk af sagsbehandleren. 

Hvis der er tale om utilstrækkelig eller uhensigtsmæssig inddragelse af forældremyndighedsindehaver kan dette også medføre, at Ankestyrelsen anser det som et opmærksomhedspunkt i den samlede vurdering af sagsbehandlingsforløbet. Se nærmere herom under afsnit 4.6. 

Ved vurderingen af om barnet eller den unge er inddraget er bl.a. indgået:
 Om der er talt med barnet eller den unge i forbindelse med udarbejdelse af den børnefaglige undersøgelse
 Om barnet eller den unges holdning til, om der er grundlag for at iværksætte foranstaltninger og i bekræftende fald af hvilken art disse bør være, er beskrevet (begrundet stillingtagen)
 Om reglerne om gennemførelse af børnesamtalen er overholdt, herunder:
   o Om der er afholdt en samtale med barnet eller den unge om foranstaltningen, inden der er truffet afgørelse
   o Om der er talt med barnet eller den unge om foranstaltningen i forbindelse med den børnefaglige undersøgelse
   o Om Ankestyrelsen er enig, hvis der ikke er talt med barnet eller den unge 

Hvis der ikke er afholdt en børnesamtale i overensstemmelse med reglerne i servicelovens § 48 har Ankestyrelsen vurderet, om der foreligger særlige forhold, der betyder, at den manglende børnesamtale ikke har haft væsentlig betydning for barnet eller den unge og indsatsen. 

I forbindelse med bedømmelsen af inddragelse har Ankestyrelsen ikke vurderet, om det private netværk er afdækket og inddraget i sagsbehandlingen. Dette indgår i VISO's vurdering af fem sager. Spørgsmålet om, hvorvidt netværket er inddraget i relevant og tilstrækkelig omfang er dog indgået i Ankestyrelsens vurdering af det samlede sagsbehandlingsforløb, se nærmere herom under afsnit 4.6. 

4.2.2 Inddragelse af barnet eller den unge og forældremyndighedsindehaver
I de 17 sager, hvor der er truffet afgørelse om en foranstaltning i måleperioden, har Ankestyrelsen vurderet, om der ud over børnesamtale efter § 48 har været relevant og tilstrækkelig inddragelse af barnet eller den unge og forældremyndighedsindehaver i sagsforløbet.

I 12 af de 17 sager har Ankestyrelsen vurderet, at der i nogen grad er sket relevant og tilstrækkelig inddragelse af barnet eller den unge. I de øvrige fem sager har Ankestyrelsen vurderet, at der ikke er sket relevant og tilstrækkelig inddragelse af barnet eller den unge. 

Eksempelvis ses der i en sag om anbringelse af en 15-årig ikke at være afholdt en samtale med den unge i forbindelse med den børnefaglige undersøgelse eller i forbindelse med modtagelse af underretninger om bekymring for den unge i forhold til skolefravær og hashmisbrug. Der ses heller ikke at være afholdt en børnesamtale med den unge i forbindelse med afgørelse om anbringelse i marts 2017. Der er alene afholdt en samtale med den unge i maj 2016, hvor der drøftes støtteperson. 

I 12 af de 17 sager er der sket relevant og tilstrækkelig inddragelse af forældremyndighedsindehaver. Der har været tale om eksempelvis deltagelse i underretningsmøder, samtaler, netværksmøder og opfølgningsmøder. 

I de resterende fem sager er der ikke sket relevant og tilstrækkelig inddragelse af forældremyndighedsindehaver. 

I en af disse fem sager fremgår det, at der er fælles forældremyndighed, men at det alene er moderen, der inddrages løbende. Faderen deltager således ikke i samtaler og bliver ikke inddraget i forhold til den børnefaglige undersøgelse eller handleplan. Det ses heller ikke, at faderen har givet samtykke til foranstaltningen. 

Samlet har Ankestyrelsen vurderet, at der er sket relevant og tilstrækkelig inddragelse af både barnet eller den unge og forældremyndighedsindehaver i 11 ud af de 17 sager. I fire af de seks resterende sager har Ankestyrelsen vurderet, at hverken barnet eller den unge eller forældremyndighedsindehaver er inddraget relevant og tilstrækkeligt. I de øvrige to sager er den ene part inddraget relevant og tilstrækkeligt, men ikke den anden. 

4.2.3 Børnesamtaler 
Ankestyrelsen har vurderet, at servicelovens bestemmelse i § 48 om afholdelse af en børnesamtale er overholdt i seks ud af de 17 sager, hvor der er truffet afgørelse om en foranstaltning i måleperioden. Kommunen har således ikke gennemført børnesamtale i overensstemmelse med bestemmelsen i 11 sager. 

I syv af de 11 sager er der slet ikke talt med barnet eller den unge i forbindelse med afgørelsen. 

Tre af de syv sager drejer sig om anbringelse af henholdsvis en 12-årig og to unge på 15 år, hvor der ikke ses at være afholdt samtale med de unge i forbindelse med afgørelse om anbringelse. I sagen om den ene 15-årige, er der talt med den unge i december 2016 forud for afgørelse om dækning af udgifter til ophold på kostskole efter § 52 a, men der er ikke talt med den unge forud for afgørelsen om anbringelse på kostskolen i september 2017. 

I en anden af de syv sager, der vedrører familiebehandling, har et 9-årigt barn oplyst at blive slået af moderen. Det vurderes, at der burde være talt med barnet i forbindelse med afgørelsen om hjælp til familien, herunder familiebehandling. 

De resterende tre sager, hvor der ikke er talt med barnet eller den unge i forbindelse med, at der er truffet afgørelse i sagerne drejer sig om aflastning til en ung på 12 år, kontaktperson til et barn på 11 år og familiebehandling til et barn på 10 år. 

I tre andre af de 11 sager, hvor der ikke er gennemført børnesamtale i overensstemmelse med servicelovens § 48, er der talt med barnet eller den unge, men ikke om den påtænkte foranstaltning.

I den sidste af de 11 sager, der drejer sig om anbringelse af en ung på 17 år, er der først talt med den unge efter afgørelsen om anbringelse er truffet. 

Ankestyrelsen har vurderet, at der i de 11 sager ikke foreligger særlige forhold, der betyder, at den manglende overholdelse af reglerne om børnesamtalen ikke har haft væsentlig betydning for barnet eller den unge og indsatsen. 

4.3 Sagsoplysning og faglig udredning
Det er af afgørende betydning for sagsbehandlingen, at sagsbehandleren sikrer, at al relevant viden inddrages i afdækningen af, om et barn eller ung har behov for særlig støtte, og i bekræftende fald hvilken. Der kan udover oplysninger fremkommet i forbindelse med inddragelse, som er beskrevet ovenfor være tale om indhentelse af allerede eksisterende oplysninger fra fx daginstitution og skole, samt om udarbejdelse af nye oplysninger, herunder indhentelse af fx en psykologisk eller psykiatrisk undersøgelse. 

Den børnefaglige undersøgelse bruges til at udrede forholdene for et barn eller en ung, der må antages at have brug for særlig støtte. En børnefaglig undersøgelse bidrager til en systematisk afdækning af barnets eller den unges situation på seks områder fastsat i servicelovens § 50. Den indebærer dels en indsamling af viden om barnet eller den unges situation, dels en vurdering og en konklusion på grundlag af den indsamlede viden. 

En helhedsvurdering af barnet eller den unge og forældrenes forhold på baggrund af sagens relevante oplysninger er med til at sikre en god sagsbehandling. 

Undersøgelsen og dens konklusioner er grundlaget for, at der i handleplanen kan ske en mere konkret og dækkende beskrivelse af indsatsen. 

4.3.1 Vurderingsgrundlag for børnefaglige undersøgelser
Ankestyrelsen har til brug for bedømmelsen af, om sagerne er tilstrækkeligt oplyste, og om der er foretaget en faglig udredning i sagerne vurderet, om de lovmæssige krav for udarbejdelse af børnefaglige undersøgelser er overholdt. 

Ankestyrelsen har vurderet:
 Om der er udarbejdet en aktuel børnefaglig undersøgelse eller en opdatering af en tidligere udarbejdet undersøgelse Hvis der ikke foreligger en aktuel børnefaglig undersøgelse eller en opdatering af en tidligere udarbejdet undersøgelse har Ankestyrelsen vurderet, om der foreligger særlige forhold i sagen, der gør, at dette ikke har haft væsentlig betydning for barnet eller den unge og indsatsen.
 Om den børnefaglige undersøgelse er afsluttet inden fire måneder. Hvis fire måneders fristen ikke er overholdt, har Ankestyrelsen foretaget en konkret vurdering af, om der foreligger særlige forhold, der betyder at den manglende overholdelse af fristen ikke har haft væsentlig betydning for barnet eller den unge. Det indgår i denne vurdering, om der eksempelvis alene er tale om en kortere overskridelse.
 Om der er udarbejdet en begrundet stillingtagen i den børnefaglige undersøgelse. Hvis den børnefaglige undersøgelse ikke indeholder en begrundet stillingtagen til, om der er behov for at iværksætte en foranstaltning, og i bekræftende fald af hvilken art, har Ankestyrelsen foretaget en konkret vurdering af, om der foreligger særlige forhold, der betyder, at denne mangel ikke har haft væsentlig betydning for barnet eller den unge og indsatsen.
 Om den børnefaglige undersøgelse eller en opdatering af en tidligere udarbejdet undersøgelse er afsluttet inden afgørelsen er truffet. Hvis den børnefaglige undersøgelse eller en opdatering af en tidligere undersøgelse ikke er afsluttet, inden afgørelsen om en foranstaltning er blevet truffet, har Ankestyrelsen foretaget en konkret vurdering af, om der foreligger særlige forhold, der betyder at denne mangel ikke har haft væsentlig betydning for barnet eller den unge og indsatsen. 

Som beskrevet indledningsvist, har Ankestyrelsen udvalgt fem temaer, som er målt. Det betyder, at Ankestyrelsen ikke har vurderet, om alle krav i servicelovens § 50 til en børnefaglig undersøgelse er opfyldt. Ankestyrelsen har desuden ikke vurderet det socialfaglige indhold i de børnefaglige undersøgelser eller opdateringer heraf. VISO har socialfagligt vurderet fem sager, hvor der er udarbejdet børnefaglige undersøgelser. 

4.3.2 Aktuel børnefaglig undersøgelse 
Ankestyrelsens sagsgennemgang viser, at der er krav om udarbejdelse af enten en børnefaglig undersøgelse eller en opdatering af en tidligere undersøgelse i alle de 17 sager, hvori der er truffet afgørelse om en foranstaltning.

I 10 af de 17 sager er der udarbejdet en børnefaglig undersøgelse, der vedrører de aktuelle forhold. 

I to sager om henholdsvis familiebehandling og aflastning er der ikke udarbejdet en børnefaglig undersøgelse, hvilket der burde. 

I fem af de 17 sager er der tidligere udarbejdet en børnefaglig undersøgelse, men der mangler en opdatering af undersøgelsen med en redegørelse for den aktuelle situation og med en ny opdateret begrundet stillingtagen i forhold til den aktuelle afgørelse. 

I to af disse fem sager træffes der afgørelse om en anden foranstaltning end den, der er peget på i den tidligere udarbejdede børnefaglige undersøgelse. I den ene sag foreligger en undersøgelse fra 2015 fra en tidligere kommune, hvori det er vurderet, at der skal træffes afgørelse om familiebehandling. I april 2017 træffes afgørelse om kontaktperson. Der er ikke forud for afgørelsen i april 2017 udarbejdet en opdatering af den tidligere børnefaglige undersøgelse. I den anden sag foreligger en børnefaglig undersøgelse fra februar 2016, hvori det er konkluderet, at den unge skal tilbydes et behandlingsforløb. I april 2016 træffes afgørelse om anbringelse af den unge. Der er ikke forud for afgørelsen i april 2016 udarbejdet en opdatering af tidligere børnefaglige undersøgelse. 

I to andre af de fem sager er der truffet afgørelse om en foranstaltning, der er nævnt blandt flere mulige foranstaltninger i den tidligere børnefaglige undersøgelse. I den ene sag er der udarbejdet en børnefaglig undersøgelse i 2016, hvori det vurderes, at barnet skal tilknyttes en støttekontaktperson eller aflastning. I juli 2016 får barnet en kontaktperson. Foranstaltningen ændres til aflastning i sommeren 2017. Den børnefaglige undersøgelse opdateres ikke i den forbindelse. I den anden sag er der udarbejdet en børnefaglig undersøgelse i februar 2015, hvori det konkluderes, at der er grundlag for at tilbyde barnet støtteforanstaltninger af såvel anbringende som forebyggende karakter jf. servicelovens § 52. På baggrund af den børnefaglige undersøgelse iværksættes dels et terapiforløb til barnet, dels familiebehandling til moderen. I maj 2016 træffes afgørelse om anbringelse af barnet. Der udarbejdes ikke en opdatering af den børnefaglige undersøgelse forud for afgørelsen om anbringelse.

I den sidste af de fem sager er der i marts 2016 udarbejdet en børnefaglig undersøgelse af en tidligere kommune, der konkluderer, at den unge har brug for et skole-behandlingstilbud, hvilket den tidligere kommune iværksætter. I marts 2017 træffer Stevns Kommune afgørelse om dækning af udgifter til den unges ophold på kostskole efter § 52 a. I september 2017 træffer Stevns Kommune afgørelse om, at den unge skal anbringes på skole-behandlingsstedet uden at lave en opdatering af den børnefaglige undersøgelse. 

Ankestyrelsen har vurderet, at det i alle 5 sager ville være relevant med en opdatering af den tidligere børnefaglige undersøgelse. 

Ankestyrelsen har samtidig vurderet, at der i ingen af de i alt syv sager, hvor der ikke er udarbejdet en børnefaglig undersøgelse eller en opdatering af en tidligere undersøgelse, foreligger særlige forhold, der betyder, at dette ikke har haft væsentlig betydning for barnet eller den unge og indsatsen. 

4.3.3 Fire måneders fristen 
I de 10 sager, hvor der er udarbejdet en aktuel børnefaglig undersøgelse, har Ankestyrelsen vurderet om fire måneders fristen i serviceloven er overholdt. Det bemærkes, at fire måneders fristen som udgangspunkt regnes fra det tidspunkt, hvor kommunen modtager en underretning. Såfremt den børnefaglige undersøgelse er påbegyndt eller burde være påbegyndt inden måleperiodens start den 3. januar 2016, har Ankestyrelsen fastsat starttidspunktet for fire måneders fristen til den 3. januar 2016. 

I en af de 10 sager er tidsfristen for udarbejdelsen af den børnefaglige undersøgelse overholdt. 

I de øvrige ni sager er fire måneders fristen ikke overholdt.

I en sag om anbringelse er fristen overskredet med 13 måneder. Kommunen opstarter den børnefaglige undersøgelse i september 2016, men Ankestyrelsen har vurderet, at fristen løber fra februar 2016, hvor kommunen modtager en bekymrende orientering/underretning fra skolen. 

I 3 andre anbringelsessager er fristen overskredet med godt 12,5 måneder, 9 måneder og ca. 1,5 måned.

I to sager om familiebehandling er fristen overskredet med mere end 10 måneder i den ene sag og med 1,5 måned i den anden sag. 

I en sag om aflastning er fristen overskredet med ca. 15 måneder. 

Endelig er fristen overskredet i to sager om kontaktperson med henholdsvis 2 måneder og godt 2,5 måneder. 

Ankestyrelsen har vurderet, at der i ingen af de 9 sager foreligger særlige forhold, der betyder, at overskridelsen af fire måneders fristen ikke har haft væsentlig betydning for barnet eller den unge og indsatsen. 

4.3.4 Begrundet stillingtagen
Ankestyrelsen har desuden undersøgt, om der i den børnefaglige undersøgelse er udarbejdet en begrundet stillingtagen til, om der skal iværksættes støtte og i bekræftende fald af hvilken art. 

Kravet om en begrundet stillingtagen i den børnefaglige undersøgelse understreger betydningen af en grundig undersøgelse og skal tillige tjene som retningslinje for, om der skal iværksættes støtte i forhold til barnet eller den unge og, i bekræftende fald, af hvilken art. 

I alle de 10 børnefaglige undersøgelser er der udarbejdet en begrundet stillingtagen til foranstaltningen. 

4.3.5 Afslutning af børnefaglig undersøgelse inden afgørelse
Ankestyrelsen har endvidere undersøgt, om den børnefaglige undersøgelse er færdig, inden afgørelsen er truffet. 

I en ud af de i alt 10 sager, hvor der er udarbejdet en aktuel børnefaglig undersøgelse, er denne ikke afsluttet, inden der træffes afgørelse. 

Det drejer sig om en sag, hvor den børnefaglige undersøgelse først foreligger ca. 3 uger efter, at der er truffet afgørelse om anbringelse af en 13-årig uden for hjemmet. 

Ankestyrelsen har vurderet, at der i sagen ikke foreligger særlige forhold, der betyder, at dette ikke har haft væsentlig betydning for barnet eller den unge og indsatsen. 

4.3.6 I hvilken grad er sagen oplyst på afgørelsestidspunktet
Ankestyrelsen har vurderet, i hvilket omfang de 17 sager, hvori der er truffet afgørelse om en foranstaltning, har været oplyst på afgørelsestidspunktet. 

Ankestyrelsen har vurderet, at 14 af de 17 sager har været oplyst i høj eller i nogen grad. De resterende tre sager har været oplyst i ringe grad og disse er nærmere beskrevet nedenfor. 

En sag, der vurderes at være oplyst i ringe grad, drejer sig om kontaktperson til en 11-årig. Grundet barnets vedvarende vanskeligheder har Ankestyrelsen vurderet, at det ville være relevant at få barnet undersøgt ved psykolog ved PPR. Der savnes desuden nogle flere oplysninger om moderens psykiske reaktioner/vanskeligheder. Ligeledes burde der være indhentet en statusudtalelse fra skolen uanset at der foreligger oplysninger i sagen fra skolen i form af en underretning, deltagelse i netværksmøder samt telefonisk forespørgsel fra sagsbehandler. Der kunne også være indhentet oplysninger om et terapiforløb, som barnet og faderen har deltaget i. 

En anden sag, der vurderes at være oplyst i ringe grad, drejer sig om anbringelse af et barn, hvis forhold ikke er tilstrækkeligt undersøgt på afgørelsestidspunktet. Kommunen har sidenhen bevilget en bred psykologisk undersøgelse af barnet. 

I den tredje sag, der drejer sig om aflastning til en 12-årig, ses sagen ikke at være tilstrækkeligt oplyst, idet der kun er meget sparsomme akter og journalføring om både barnet og familien.

4.4 Indsats
Kommunen skal iværksætte den indsats, der er relevant og tilstrækkelig i forhold til barnet eller den unges behov, som er afdækket i den børnefaglige undersøgelse. Indsatsen skal tilrettelægges på baggrund af en individuel og konkret vurdering af barnet eller den unges behov, og der skal fastsættes mål for den valgte indsats. Med udgangspunkt i den børnefaglige undersøgelse skal handleplanen angive formålet med indsatsen og hvilken indsats, der er nødvendig for at opnå formålet. 

En god handleplan indeholder præcise mål for indsatsen, hvilket gør det lettere for barnet eller den unge og forældremyndighedsindehaveren at danne sig et overblik over forløbet og forstå sammenhængen mellem de forskellige tiltag. Præcise mål betyder desuden, at handleplanen i forhold til kommunens løbende opfølgning kan benyttes som det væsentligste styringsdokument i forhold til at vurdere, om barnet eller den unge i fuldt omfang profiterer af indsatsen. 

Ankestyrelsen har ikke vurderet, om den specifikke foranstaltning, der er truffet afgørelse om i den konkrete sag, er den rette sociale foranstaltning for barnet eller den unge, men har foretaget en helt konkret vurdering af, om der på tidspunktet for sagsgennemgangen er bekymring for, om kommunen har iværksat den relevante og tilstrækkelige støtte til barnet eller den unge ud fra de beskrevne behov og vanskeligheder. Hvis dette er usikkert, har Ankestyrelsen taget sagen op af egen drift, hvilket betyder, at Ankestyrelsen vil foretage en vurdering af, hvorvidt kommunen gør det nødvendige i forhold til barnet eller den unge. 

Der kan eksempelvis være tale om sager, hvor der ikke er foretaget en helhedsvurdering af det enkelte barn eller unges forhold og behov for særlig støtte, hvorfor barnet eller den unges aktuelle støttebehov ikke er tilstrækkeligt afdækket. 

Ankestyrelsen har ved sagsgennemgangen fundet anledning til at tage syv sager op af egen drift efter servicelovens § 65. 

4.4.1 Sager hvor der truffet afgørelse om en foranstaltning
4.4.1.1 Vurderingsgrundlag for handleplaner
Ankestyrelsen har i de 17 sager, hvor der er truffet afgørelse om en foranstaltning i måleperioden, vurderet, om lovens krav om udarbejdelse af en handleplan, før der er truffet afgørelse om en foranstaltning, er overholdt. 

Ankestyrelsen har vurderet:
 Om der er udarbejdet en handleplan. Hvis der ikke foreligger en handleplan omhandlende den aktuelle indsats har Ankestyrelsen vurderet, om der foreligger særlige forhold i sagen, der gør, at dette ikke har haft væsentlig betydning for barnet eller den unge samt for indsatsen.
 Om handleplanen er udarbejdet inden afgørelsen er truffet. Hvis handleplanen ikke er udarbejdet, inden afgørelsen om en foranstaltning er truffet, har Ankestyrelsen foretaget en konkret vurdering af, om der foreligger særlige forhold, der betyder, at dette ikke har haft væsentlig betydning for indsatsen. 

Som beskrevet indledningsvist, så har Ankestyrelsen udvalgt fem temaer, som er målt, og dermed har Ankestyrelsen ikke vurderet, om alle krav i servicelovens § 140 til en handleplan er opfyldt, eksempelvis angivelse af forventet varighed af en foranstaltning. 

Ankestyrelsen har desuden ikke vurderet det socialfaglige indhold i handleplanerne. VISO har socialfagligt vurderet fem sager, hvor der er udarbejdet en handleplan. 

4.4.1.2 Aktuel handleplan
Ankestyrelsens sagsgennemgang viser, at der er udarbejdet handleplaner i 10 ud af de 17 sager, hvor der er truffet afgørelse om en foranstaltning.

I syv sager er der ikke udarbejdet en handleplan. Det drejer sig om tre sager, hvor der er truffet afgørelse om anbringelse, to sager, hvor der er truffet afgørelse om familiebehandling, og to sager, hvor der er truffet afgørelse om aflastning. 

4.4.1.3 Udarbejdelse af handleplan inden afgørelse
I fire ud af de 10 sager, hvor der er udarbejdet en handleplan, er handleplanen udarbejdet inden afgørelse er truffet. I seks sager er handleplanen således først udarbejdet efter afgørelsen er truffet. 

Fem af disse seks sager omhandler anbringelse. I fire af anbringelsessagerne er handleplanen først udarbejdet henholdsvis to uger, en måned, fem måneder og seks og en halv måned efter afgørelsen er truffet og efter, at anbringelserne er effektueret. 

I den femte sag om anbringelse er handleplanen udarbejdet og sendt i partshøring 12 dage efter afgørelsen, hvilket er samme dag som den unge anbringes. 

Den sidste sag omhandler kontaktperson. Her er handleplanen udarbejdet ca. to uger efter afgørelsen er truffet, men inden foranstaltningen effektueres. 

I ingen af de seks sager har Ankestyrelsen vurderet, at der foreligger særlige forhold, der betyder, at den manglende rettidige udarbejdelse af handleplanen ikke har haft væsentlig betydning for barnet eller den unge og indsatsen. 

4.4.1.4 Den aktuelle indsats til barnet eller den unge
Ankestyrelsen har vurderet, at kommunen har iværksat den relevante og tilstrækkelige støtte til barnet eller den unge i 13 af de 20 sager, hvor der er truffet afgørelse om foranstaltning. 

I fire sager har Ankestyrelsen vurderet, at oplysningsgrundlaget er utilstrækkeligt i forhold til at vurdere, om der er iværksat relevant og tilstrækkelig støtte til barnet eller den unge. I tre sager har Ankestyrelsen vurderet, at sagen er tilstrækkeligt oplyst til at kunne vurdere støttebehovet, men at kommunen har valgt en foranstaltning, der vurderes ikke at være relevant og tilstrækkelig. 

Ankestyrelsen har derfor oprettet de syv sager som egendriftsager efter § 65 i serviceloven. Tre af disse sager er beskrevet nærmere som eksempler nedenfor, derudover er én af sagerne beskrevet under punkt 4.4.2. 

En sag drejer sig om et barn på ni år. I forbindelse med udarbejdelse af forældrekompetenceundersøgelse i sommeren 2017 oplyses det, at faderen har haft et alkoholmisbrug, og at han er i behandling herfor. Moderen har i mange år været svært psykisk belastet og har tidligere været indlagt på psykiatrisk afdeling. I juli 2017 bevilges familiebehandling. Der er ingen oplysninger i sagen efter den 15. september 2017. Ankestyrelsen har vurderet, at det er usikkert, om kommunen har iværksat en relevant og tilstrækkelig foranstaltning til at sikre barnet og tilgodese barnets støttebehov. Der er muligvis tale om en relevant foranstaltning, men det forudsættes, at familien følges tæt, hvorfor det er bekymrende, at der ikke er aktuelle oplysninger i sagen. Ankestyrelsen har desuden vurderet, at der er tale om særligt opmærksomhedspunkt i sagen, se nærmere herom i afsnit 4.6.2. 

En anden sag drejer sig om en 17-årig, der er beskrevet med alvorlige psykiske vanskeligheder. I november 2016 anbringes den unge på et opholdssted, men flyttes til et andet anbringelsessted i september 2017, da den unge er begyndt af tage stoffer. På det nye opholdssted truer den unge en anden ung og forlader opholdsstedet. Kommunen vurderer, at der ikke er grundlag for anbringelse med tvang, og den unge hjemgives i december 2017. Der tilknyttes kontaktperson/familiebehandler, og den unge får plads på en ungdomsskole. Familiebehandleren underretter i januar 2018 om bekymring for den unge. Ankestyrelsen har vurderet, at den unge ikke får den tilstrækkelige støtte i forhold til den unges beskrevne vanskeligheder. Ankestyrelsen har desuden vurderet, at der er tale om et særligt opmærksomhedspunkt i sagen, se nærmere herom i afsnit 4.6.2. 

I en sag om aflastning af en 14-årig har kommunen haft kendskab til familien siden 2006. Den unge bor hos sin far, der er fysisk meget alvorlig syg. Det er beskrevet, at den unge har det dårligt både hjemme og i skolen. Der har tidligere været iværksat aflastning i en kort periode, og der er en hjemmehosser i hjemmet. I oktober 2017 oplever hjemmehosseren meget voldsomme vredesudbrud fra den unge, når der fremsættes krav. Faderen taler med en familieterapeut, der i oktober 2017 giver udtryk for, at den unge også ville have gavn af samtaler med familieterapeuten. Det fremgår ikke om dette er sket. Ankestyrelsen har vurderet, at der ikke i tilstrækkelig grad er foretaget en opdateret helhedsvurdering i sagen i form af en opdatering af den tidligere udarbejdede børnefaglige undersøgelse med henblik på, at den unge kan tilbydes relevant og tilstrækkelig støtte. 

4.4.2 Sager om tilbud efter servicelovens § 11, stk. 3
Formålet med støtte efter servicelovens § 11, stk. 3 er, at kommunen kan tilbyde en forebyggende indsats til barnet, den unge eller familien, hvis der er tale om en afgrænset problemstilling. Det er ikke et krav, at der inden et tilbud efter servicelovens § 11, stk. 3 er udarbejdet en børnefaglig undersøgelse, en handleplan, eller at der er afholdt en børnesamtale. 

I tre af de 20 fremsendte sager har kommunen tilbudt støtte efter servicelovens § 11, stk. 3. I en sag er der tilbudt råd og vejledning, i en sag er der tilbud et samtaleforløb til en ung, og i den sidste sag er der tilbudt et samtaleforløb til forældrene. 

Ankestyrelsen har foretaget en vurdering af, om den tilbudte støtte i de tre sager på baggrund af de oplysninger, der forelå i sagen, da tilbuddet blev givet, vurderes at kunne imødekomme barnet eller den unges behov. 

I den sag, hvor der tilbydes råd og vejledning, har Ankestyrelsen vurderet, at den tilbudte støtte kan imødekomme støttebehovet. 

I den sag, hvor der tilbydes et samtaleforløb til en ung, har Ankestyrelsen vurderet, at oplysningsgrundlaget er utilstrækkeligt i forhold til at vurdere, om problemstillingen er afgrænset, og dermed om støttebehovet kan imødekommes ved hjælp af støtte efter servicelovens § 11, stk. 3. 

I den tredje sag, hvor der tilbydes et samtaleforløb til forældrene, har Ankestyrelsen vurderet, at der ikke er tale om en afgrænset problemstilling, og dermed, at støtte efter § 11, stk. 3 ikke kan imødekomme behovet. Ankestyrelsen har taget disse to sager op af egen drift efter § 65 i serviceloven og den ene er beskrevet nærmere som eksempel nedenfor. 

Denne sag drejer sig om en 13-årig. Kommunen modtager i juni 2017 en anonym underretning om, at den unge har fortalt om udsættelse for vold hjemme. Der modtages samtidig underretning fra en sundhedsplejerske. Kommunen har tidligere haft kontakt til familien, da moderen i 2014 har henvendt sig om, at det er svært at få hverdagen til at fungere. I forbindelse med underretningerne i juni 2017 fortæller den unge til børnesamtalen, at faderen ofte bliver sur, og at det er sket to gange, at han har slået. Der indstilles til samtaler til den unge og til forældrene efter § 11,3. Forløbet med forældrene opstartes ikke på grund af venteliste til Familiehuset. Den unge opstarter samtaler og der udarbejdes status, hvoraf det fremgår, at der er tale om en sårbar familie, og at der er bekymring for den unges psykiske tilstand, såfremt forældrene ikke får hjælp. På den baggrund indstiller kommunen forældrene til et forløb efter servicelovens § 11,3 samme sted som den unge. Ankestyrelsen har vurderet, at der ikke er tale om en afgrænset problemstilling i sagen, og at der er behov for en helhedsvurdering i sagen, herunder en børnefaglig undersøgelse, der kan klarlægge den unges og forældrenes eventuelle behov for støtte. 

4.5 Opfølgning
For at sikre at barnet eller den unge og familien får den ønskede effekt af den indsats, der er iværksat, er det nødvendigt, at der kontinuerligt følges op på barnets eller den unges samlede situation, så indsatsen kan ændres, hvis barnets eller den unges situation ændrer sig. Opfølgningen er med til at sikre, at barnet eller den unge og familien kontinuerligt får den rette støtte. En løbende opfølgning og tilpasning af indsatsen på baggrund heraf er således en væsentlig del af en god sagsbehandling. 

Ankestyrelsen har alene forholdt sig til, om der er sket tilstrækkelig opfølgning i de tre sager, hvor der er truffet afgørelse om anbringelse for mere end et år siden. 

4.5.1 Vurderingsgrundlag for opfølgning
Ankestyrelsen har i de tre opfølgningssager forholdt sig til, om der er sket opfølgning som fastsat i serviceloven. 

Det vil sige, om der er foretaget:
 Opfølgning senest tre måneder efter foranstaltningen er iværksat
 Efterfølgende opfølgning med højst seks måneders mellemrum
 To årlige personrettede tilsyn Hvis der ikke er sket lovmæssig opfølgning, har Ankestyrelsen foretaget en konkret vurdering af, om der foreligger særlige forhold der betyder, at dette ikke har haft væsentlig betydning for barnet eller den unge og indsatsen. 

4.5.2 Opfølgning efter tre og seks måneder
Sagsgennemgangen viser, at der i ingen af de tre sager er foretaget lovmæssig opfølgning efter tre måneder. I to af sagerne er der foretaget lovmæssig opfølgning efter seks måneder. I den tredje sag er der heller ikke afholdt lovmæssig opfølgning efter seks måneder. 

I forhold til manglende opfølgning efter tre måneder fremgår det af en af sagerne, at den unge anbringes den 20. maj 2016. Der modtages statusbeskrivelse fra anbringelsesstedet den 22. august 2016 og der tales med den unge som opfølgning på anbringelsen den 29. august 2016. Samme dag afholdes der statusmøde med deltagelse af moderen, moderens støtteperson og medarbejdere fra anbringelsesstedet. Samtalen med den unge og opfølgningsmødet afholdes ni dage for sent i forhold til 3 måneders fristen. 

I en anden sag anbringes den unge den 3. november 2016. Der modtages statusudtalelse fra opholdsstedet den 7. marts 2017 og der tales med den unge den 16. marts 2017, hvor der samtidig afholdes statusmøde på opholdsstedet. Dette sker således omkring 1,5 måned for sent i forhold til tre måneders fristen. Der udarbejdes efterfølgende handleplan og opfølgning den 11. april 2017. 

I den tredje sag skulle opfølgningen være sket inden den 22. juni 2016. Der er indkaldt til statusmøde den 23. juni 2016 på opholdsstedet, hvor sagsbehandler samtidig vil kunne tale alene med den unge. Kommunen modtager opholdsstedets statusudtalelse den 22. juni 2016, og det er anført på statusudtalelsen, at den er udarbejdet til mødet den 23. juni 2016. Mødet bliver imidlertid aflyst og afholdes først den 2. august 2016, hvilket vil sige ca. seks uger for sent. 

I forhold til manglende opfølgning efter seks måneder fremgår det videre af sagen, at der skulle være afholdt opfølgning inden den 2. februar 2017. Opholdsstedet sender statusrapport den 13. marts 2017 og der er statusmøde/opfølgningsmøde på opholdsstedet den 16. marts 2017 og dermed ca. 1,5 måned for sent i forhold til seks måneders fristen. 

I de tilfælde, hvor der ikke er afholdt lovmæssig opfølgning efter tre og/eller seks måneder, har Ankestyrelsen vurderet, at der ikke foreligge særlige forhold, der betyder, at dette ikke har haft væsentlig betydning for barnet eller den unge og indsatsen. 

4.5.3 Personrettet tilsyn
I to af opfølgningssagerne har Ankestyrelsen vurderet, at lovgivningens krav om personrettet tilsyn er opfyldt, idet der er talt med barnet mindst to gange årligt på anbringelsesstedet. 

I den tredje sag fremgår det, at der kun afholdes en samtale med barnet på anbringelsesstedet én gang. Der afholdes senere et statusmøde på anbringelsesstedet, men her ses det ikke, at der afholdes en samtale med barnet alene. Ankestyrelsen har vurderet, at der i denne sag ikke foreligger særlige forhold, der betyder, at det manglende personrettede tilsyn ikke har haft væsentlig betydning for barnet eller den unge og indsatsen. 

4.6 Andre forhold i sagsbehandlingen
På baggrund af Ankestyrelsens vurdering af de enkelte lovmæssige krav til de konkrete afgørelser og indsatser har Ankestyrelsen i alle 20 sager foretaget en vurdering af det samlede sagsforløb, herunder vurderet, om der er særlige styrker eller særlige opmærksomhedspunkter i forhold hertil. 

4.6.1 Styrker i sagsbehandlingsforløbet
Ankestyrelsen har vurderet, at der i ingen af 20 sager har været tale om særlige styrker i sagsbehandlingen. 

4.6.2 Opmærksomhedspunkter i sagsbehandlingsforløbet
Ankestyrelsen har vurderet, at der i syv af de 20 sager har været tale om særlige opmærksomhedspunkter i forhold til sagsbehandlingen. 

I fem af sagerne har Ankestyrelsen vurderet, at der er tale om langsommelig sagsbehandling. 

I et eksempel på en sag med langsommelig sagsbehandling angående familiebehandling går der 14 måneder fra skolen underretter til der foreligger en børnefaglig undersøgelse. I en periode på ni måneder er der ingen aktivitet i sagen fra kommunens side formentlig på grund af forældrenes modvilje mod at samarbejde med kommunen. Sagen er ligeledes oprettet som en egendriftsag, se nærmere herom i afsnit 4.4.1.4. 

Et andet eksempel omkring langsommelighed i sagsbehandlingen drejer sig om en sag om anbringelse, hvor Ankestyrelsen har vurderet, at det er problematisk, at der ikke på et langt tidligere tidspunkt bliver fulgt op på, at den unge ikke kommer i skole i mange måneder. Sagen er ligeledes oprettet som en egendriftsag, se nærmere herom i afsnit 4.4.1.4. 

Der vurderes tillige at være tale om langsommelighed i sagsbehandlingen i en anbringelsessag, hvor kommunen har kendt til en ungs bekymrende hjemlige forhold i flere år, herunder som følge af en underretning fra skolen i maj 2015, inden der træffes afgørelse om anbringelse i juli 2017. I mellemtiden har den unge været på efterskole i en periode, men er blevet smidt ud af efterskolen og flyttet tilbage til faderen i over 6 måneder inden der træffes afgørelse om anbringelse. Kommunen er endvidere længe om at lave en børnefaglig undersøgelse, der først foreligger i maj 2017. 

I en af de fem sager har Ankestyrelsen vurderet, at der er foretaget en forkert faglig vurdering.

Sagen drejer sig om et § 11,3 tilbud til en 13-årig. Skolen underretter om bekymring for den unge blandt andet i forhold til faderens voldsomhed samt den unges overvægt og forsømthed. Der afholdes forældresamtale, hvor den del af underretningen omkring faderens voldsomhed samt den unges overvægt og forsømthed imidlertid ikke berøres. Det aftales at iværksætte et forløb efter servicelovens § 11,3 til den unge med samtaler med terapeut eller psykolog. Ankestyrelsen har vurderet, at det er problematisk, at de forhold, der beskrives i underretningen fra skolen i juni 2017 ikke undersøges nærmere, og finder at dette er udtryk for en forkert faglig vurdering. Sagen er ligeledes oprettet som en egendriftsag, se nærmere herom i afsnit 4.4.2 

I en sag har Ankestyrelsen vurderet, at sagen er særdeles mangelfuld oplyst blandt andet er der kun meget få akter og tilnærmelsesvis ingen journalføring. 

4.7 Socialfaglig sagsgennemgang af 5 sager i Stevns Kommune

Som led i Task Forcens sagsmåling af 20 sager i Stevns Kommune, er fem af disse sager gennemgået med et socialfagligt fokus (Det drejer sig om sagerne 3, 5, 9, 15 og 16.)

Børnene er mellem 11 og 16 år. Af de gennemgåede sager er der tale om to anbringelsessager, to kontaktpersonssager og én sag om familiebehandling. 

De fem sager er udvalgt efter kriterier om, at der foreligger børnefaglig undersøgelse i sagen samt en handleplan. Alle fem opfylder disse kriterier. 

Sagsgennemgangens resultater er oplistet i følgende underpunkter: 

 Opstart af sagen 
 Samtaler med barnet / den unge
 Den børnefaglige undersøgelse
 Handleplanen
 Andre forhold i sagsbehandlingen 

Opstart af sagen
På baggrund af den socialfaglige gennemgang af de fem sager, vurderer VISO, at sagsbehandlingen omkring iværksættelsen af den børnefaglige undersøgelse er langsommelig og passiv. I flere af sagerne går der lang tid fra, at kommunen modtager den første underretning eller henvendelse til, at der tages stilling til, om der skal iværksættes en børnefaglig undersøgelse. Derudover fremgår det i nogle af sagerne, at sagsbehandlerne noterer i journalen, at iværksættelsen af den børnefaglige undersøgelse udsættes, fordi der er 'ventetid' på at få udarbejdet undersøgelserne. Dette på trods af, at sagsbehandleren på det givne tidspunkt har vurderet, at der er behov for at få afdækket barnets behov for støtte. I disse sager fremgår det endvidere ikke i sagens materiale, at der iværksættes andre aktiviteter eller tiltag, der enten oplyser sagen eller støtter familien, barnet og den unge frem til, at den børnefaglige undersøgelse påbegyndes. I én af sagerne går der 5 måneder fra, at det vurderes, at der skal opstartes en børnefaglig undersøgelse til, at undersøgelsen påbegyndes. I alt går der således over 15 måneder fra den første bekymring, der giver anledning til at udarbejde en børnefaglig undersøgelse til, at undersøgelsen er færdig.

Derudover vurderer VISO på baggrund af de gennemgåede sager, at flere af sagerne ikke er tilstrækkeligt oplyst i opstartsfasen, og at der ikke indhentes supplerende oplysninger eller beskrivelser fra relevante fagpersoner eller netværk omkring barnet, ud over de oplysninger der fremkommer i underretningen.

Samlet set vurderer VISO, at der er nogle betydelige udfordringer i forbindelse med opstarten af sagerne frem til en vurdering og igangsættelse af den børnefaglige undersøgelse. Ud fra de gennemgåede sager vurderes det, at den aktuelle praksis i forbindelse med opstart og iværksættelse af børnefaglige undersøgelser er uhensigtsmæssig i forhold til at sikre barnets og familiens behov for støtte. 

Samtaler med barnet
I de gennemgåede sager er der generelt afholdt samtaler med barnet i opstartsfasen og i forbindelse med udarbejdelsen af den børnefaglige undersøgelse. Der er ikke i nogen af sagerne afholdt en børnesamtale, inden der bliver iværksat en foranstaltning. 

På tværs af alle sagerne gælder det, at samtalerne med børnene er grundigt refereret i sagsakterne. Det fremgår således, hvilke spørgsmål der bliver stillet, og hvad barnet svarer. Ved enkelte samtaler fremgår sagsbehandlerens egne observationer og faglige vurderinger af samtalerne. 

VISO vurderer, at det er en styrke, at de faktuelle oplysninger er særdeles velbeskrevet, herunder hvilke fokuspunkter samtalerne har, og hvad samtalen har belyst. Dette gælder både ved samtaler i forbindelse med, at der modtages en underretning og i forbindelse med udarbejdelsen af den børnefaglige undersøgelse. Det er et udviklingspotentiale, at sagsbehandlerens observationer og faglige vurderinger af samtalerne fremgår i forbindelse med alle samtaler, samt at der anvendes konkrete metoder til at samtale med barnet for at sikre, at der bliver spurgt til ind til det rette i forhold at afdække sagens problemstillinger tilstrækkeligt. 

Den børnefaglige undersøgelse
I alle de gennemgåede sager foreligger der børnefaglige undersøgelser. Undersøgelserne er udarbejdet ud fra to forskellige faglige tilgange, og der ses således både undersøgelser udarbejdet ud fra ICS og Signs Of Safety. 

Den ventetid der er, forinden igangsættelsen af den børnefaglige undersøgelse gør, at den viden der er i sagerne er blevet uaktuel og at samarbejdet med forældre og samarbejdspartnere skal genoptages på ny. Når der heller ikke bliver iværksat indsatser i den mellemliggende periode, gør det, at man i sagerne kan læse, at forældre og samarbejdspartnere bliver utålmodige og utilfredse. Årsagen er, at de ikke oplever, at de bliver orienteret, og at de er utilfredse med den langsommelige sagsbehandling. 

Ud over ventetiden inden undersøgelserne, strækker selve udarbejdelsen af undersøgelsen sig i alle sager også langt ud over 4 måneder. Det er ikke til at se, om de oplysninger, der anvendes under undersøgelsens fokusområder ved undersøgelsens afslutning, stadig er aktuelle. Det betyder i praksis, at der er fokusområder, hvor der ikke bliver indhentet nye aktuelle oplysninger. VISO vurderer, at det her er relevant at beskrive, hvorfor oplysningerne fortsat vurderes at være aktuelle. VISO vurderer, at det er problematisk, at undersøgelserne strækker sig over så lang tid, da det er vurderet, at der er tale om børn med særlige behov.

I forbindelse med udarbejdelsen af de børnefaglige undersøgelser tales der med barnet, forældrene og der indhentes udtalelser fra skolen. Der anvendes ikke en ens systematik og ej heller ens skabeloner til de børnefaglige undersøgelser. I de undersøgelser, hvor ICS skabelonen er anvendt, fremgår det af standardteksten, at analysen og sammenfatningen laves ud fra de tre sider i ICS-trekanten. I praksis ses ICS-trekanten meget begrænset anvendt, da de oplysninger, der ligger til grund i undersøgelserne, alene kommer fra barnet, forældrene og skolen. VISO vurderer, at oplysninger i den indledende socialfaglige afgrænsning af problemstillingen kan bidrage til en forståelse af de prioriteringer og vægtninger, der foretages i de børnefaglige undersøgelser. Det ses ikke i sagerne, at der foretages en sådan afgræsning, hvilket kan være årsag til et ufokuseret undersøgelsesfelt. VISO vurderer derfor, at det er en svaghed i sagsbehandlingen, at undersøgelserne alene baseres på barnets, forældrenes og skolens oplysninger. Her vurderer VISO, at sagsbehandleren bør tage stilling til hele det professionelle og private netværks betydning i afdækningen af barnets behov for støtte samtidig med, at undersøgelsen afdækker alle de relevante problemstillinger. 

I en enkelt af sagerne afdækker sagsbehandleren barnets private netværk gennem en samtale med forældrene, men det ses ikke, at disse oplysninger om netværket anvendes i det videre undersøgelsesarbejde. VISO vurderer endvidere, at det private netværk med fordel kan inddrages som en del af undersøgelsesarbejdet, og at det desuden kan tænkes bredere end den nærmeste biologiske familie. Eksempelvis kan forældre til barnets kammerater, venner og naboer af familien tænkes ind som en del af netværket. 

I de gennemgåede sager ses det endvidere, at sagsbehandleren ikke forholder sig til ICStrekantens domæne vedr. 'forældrekompetencer'. Der tages således ikke stilling til forældrenes evner og ressourcer i forhold til at tilgodese deres barns behov for støtte. VISO vurderer, at det har væsentlig betydning for den samlede analyse og vurdering i undersøgelsesarbejdet. 

I flere af sagerne fremgår det, at sagsbehandleren mangler oplysninger om barnets funktionsniveau. Der bliver efterspurgt psykologiske undersøgelser/kognitive udredninger samt psykiatriske undersøgelser. Det kan ikke ses i sagerne, at sagsbehandleren tager initiativ til at disse oplysninger bliver tilvejebragt. VISO ser ikke, at der indhentes tilstrækkelige oplysninger, på trods af, at det i flere af sagerne vurderes nødvendigt at få disse perspektiver afdækket, for at opnå en samlet forståelse af barnets behov for støtte. 

Undersøgelserne beskriver, hvilken konkret foranstaltning der bør iværksættes. Hvordan indsatsen konkret skal tilgodese støttebehovet fremgår dog ikke. Der forekommer ikke beskrivelser af, hvordan man vil inddrage forældre, familie eller netværk i en sikring af barnets fremadrettede trivsel og udvikling. Hverken undervejs i arbejdet med de børnefaglige undersøgelser, eller når man kommer til hvilke indsatser der skal sættes ind med. 

Den utilstrækkelige inddragelse af forældre og børn ses også i forbindelse med hvorvidt der skal iværksættes indsatser i forlængelse af den børnefaglige undersøgelse. Et eksempel er en sag, hvor den faglige vurdering og beslutning bygger på et ønske fra forvaltningens side om at tage hensyn til ikke at belaste familien økonomisk og psykisk. Det besluttes derfor at udsætte en eventuel beslutning om en indsats af hensyn til forældre og barnet, men de bliver ikke inddraget og informeret om disse overvejelser. 

I de børnefaglige undersøgelser holdes analyse og vurdering adskilt. VISO vurderer, at det er en styrke, at analyse og vurdering er adskilt, ligesom der er taget stilling til omfanget af indsatsen gennem beskrivelsen af den konkrete foranstaltning. 

Handleplaner 
Der foreligger handleplaner for de nuværende indsatser i alle fem gennemgåede sager. 

Som konsekvens af at man ikke har fået indhentet tilstrækkelige oplysninger i forbindelse med udarbejdelse af de børnefaglige undersøgelser, vurderes det at være usikkert, om der på den baggrund iværksættes den rette foranstaltning/indsats. Hvilket desuden gør det vanskeligt at vurdere, om det er de rette mål, der bliver opstillet, og om de bliver prioriteret og vægtet rigtigt.

I de fleste af sagerne er målene i handleplanen meget overordnede og generelle. Det gør det vanskeligt at følge op på målene, så man herigennem kan sikre, at der sker en tilstrækkelig udvikling for barnet. Af handleplanerne fremgår det ikke, hvordan netværket kan inddrages, og det er ikke angivet, hvem der er ansvarlig for at arbejde med de enkelte mål i handleplanen. Målopfyldelsen bliver også beskrevet i generelle og overordnede vendinger. Samlet set ser VISO et potentiale i, at målene i handleplanerne bliver mere klare/opnåelige, målbare og overskuelige. 

I forbindelse med udarbejdelsen af målene i handleplanerne ses det generelt, at de formuleres og udarbejdes af sagsbehandleren alene. VISO vurderer, at udarbejdelsen af målene med fordel kan udarbejdes i samarbejde med barnet/den unge, familien og evt. netværket for at sikre ejerskab, involvering og fælles forståelse. Det vil i praksis give bedre muligheder for at målene opnås. 

Forældrenes og barnets holdning til foranstaltningen fremgår ikke af handleplanerne, og det fremgår heller ikke om handleplanerne er underskrevet af forældre eller den unge, jf. de rubrikker der fremgår af handleplansskabelonerne. 

Andre forhold i sagsbehandlingen
Journalerne fremstår mangelfulde, hvor der henvises til dokumenter som ikke forefindes. Det er ikke alt, der skrives til journal, hvilket kan ses, når journalerne sammenholdes med de mails og dokumenter, der ligger i sagerne. Det gør, at det kan være svært at få overblik og finde rundt i sagerne. Det er VISO's indtryk, at der ikke er nogen fælles systematik eller praksis omkring journalisering og sagsarbejdet.. 

Det er generelt vanskeligt at se, hvilke overvejelser sagsbehandleren gør sig omkring sagerne. Her kan man med fordel løbende opsummere og notere sagsbehandlerens faglige vurderinger, så andre ville kunne overtage sagen uden at skulle starte forfra. 

I alle sagerne er der mange sagsbehandlerskift fra sagen kommer ind og frem til der iværksættes en indsats. Det fremgår ikke af sagerne, at de bliver overdraget ved interne møder, eller møder med familien. Det ses derimod, at der ikke er sammenhæng og meningsfulde overgange mellem de forskellige sagsbehandlerskift. Det ses eksempelvis ved, at den nye sagsbehandler starter forfra med at afdække de ting, som den tidligere sagsbehandler allerede havde afdækket. Det gør forældre og særligt børnene frustrerede og mindre samarbejdsvillige. Det ses desuden ved, at der i sagerne ikke er nogen socialfaglig sammenhæng fra det, der sker i underretningsfasen og visitationen til arbejdet med de børnefaglige undersøgelser. Det ses også ved, at handleplanerne ikke er koblet tilstrækkeligt op på undersøgelserne og den viden, der er i sagen. 

4.8 Metode

Stevns Kommune har indsendt 20 verserende sager fordelt efter kriterier fastsat af Ankestyrelsen. 

Kommunen er bedt om at udvælge sagerne efter følgende kriterier:
 Sagerne skal være verserende, det vil sige, at der ikke må være tale om en afsluttet indsats.  Sagerne skal omhandle børn og unge mellem 0 og 17 år med særlige behov - dog ikke alene med fysiske handicaps.
 Kommunen skal have været handlekommune for barnet eller den unge det seneste år.

Desuden skal følgende kriterier være opfyldt:
 Afgørelsen eller tilbuddet skal være så ny som mulig og besluttet inden for det seneste år. For at få indblik i arbejdet med opfølgning er kommunen dog bedt om, at afgørelsen i tre af de indsendte anbringelsessager er mere end et år gamle.
 Sagerne må ikke have været anket til og/eller behandlet i Ankestyrelsen. Sagerne må heller ikke have været behandlet af Ankestyrelsen efter servicelovens § 65.
 Der må ikke være tale om søskendesager. 

4.8.1 Fordeling af sagstyper, sagsbehandlingsmangler og karakteristik af barnet eller den unge

De modtagne sager fordeler sig som vist i tabel 1. Tabel 1: Fordeling af sagstyper 

Sagerne omhandler børn og unge i aldersgruppen 8-17 år. Der er flest sager med unge i aldersgruppen 8 -14 år (13 sager). Derudover er der 7 sager med unge i aldersgruppen 15-17 år. Der er ingen sager om børn i aldersgruppen 0-7 år. Aldersfordelingen af de omhandlende børn og unge fremgår af tabel 3.